Jonas Vingegaard Rasmussen.

Den 24-årige cykelrytter fra Glyngøre var ikke udset andet end en hjælperrolle i sit allerførste Tour de France, men pludselig lå han dér. I selskab med de allerbedste ryttere op ad det ene bjerg efter det andet. Pludselig kendte alle hans navn.

Lørdag bekræftede Jumbo-Visma-kometen så, at han er kommet for at blive, da han med en fantom-enkeltstart forsvarede sin samlede andenplads med stil, hvilket betyder, at han søndag aften kan træde op på det ikoniske podium på Champs-Élysées.

Hans præstationer de seneste tre uger har fået store navne og eksperter i både Danmark og udlandet til at udråbe Jonas Vingegaard som en kommende Tour-vinder.

Jonas Vingegaard blev nummer tre på lørdagens enkeltstart og forsvarede sikkert sin samlede andenplads.
Jonas Vingegaard blev nummer tre på lørdagens enkeltstart og forsvarede sikkert sin samlede andenplads. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Selv løbets suveræne nummer ét, Tadej Pogacar, har udtalt, at den unge dansker inden for kort tid kan vinde verdens største cykelløb.

»Han er en topklasserytter, der vil blive endnu bedre i fremtiden. Han kan vinde Tour de France inden længe. Jeg kan virkelig godt lide at køre mod ham,« sagde Pogacar eksempelvis for få dage siden.

Og efter lørdagens enkeltstart fortsatte den snart dobbelte vinder af Tour de France så med at rose sin konkurrent.

»Han har virkelig bevist i disse tre uger, hvor stærk han er, og hvor god en rytter, han er. Han er allerede nummer to i år, og kommer han med endnu større ambitioner næste år – hvis han da kører Touren – så har han store chancer for at vinde, for han kører fremragende enkeltstarter og i alle slags bjerge. Med et stærkt hold kan han vinde om kort tid.«

Tadej Pogacar tror på, at Vingegaard inden for kort tid kan vinde verdens største cykelløb.
Tadej Pogacar tror på, at Vingegaard inden for kort tid kan vinde verdens største cykelløb. Foto: PETE GODING
Vis mere

Men selvom det umiddelbart lyder som sød musik i Jonas Vingegaards ører, er han ikke selv lige så klar i mælet.

»Det er da store ord, men jeg vil sige, at han (Pogacar, red.) er også en rigtig stærk rytter, og jeg tror, at han bliver rigtig, rigtig svær at slå i fremtiden. Specielt på de to regnvejrsetaper virkede han fuldstændig uovervindelig, så jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men det må vi jo se,« lød det fra Vingegaard i AftenTouren på TV 2.

Efterfølgende fik den ydmyge thybo så det spørgsmål, som han ikke rigtig havde lyst til at give et entydigt svar på:

Tror du, at du kan vinde Tour de France en dag?

»He he. Det ved jeg sgu ikke. Det må tiden vise. Det tør jeg ikke sige ja eller nej til.«

Men en andenplads kan han ikke løbe fra. Søndag kan Jonas Vingegaard nemlig som den første dansker i 25 år træde op på sejrspodiet.

Husk, at du kan følge den sidste dag af årets Tour de France lige her på bt.dk.