Det danske Tour de France-publikum har fulgt intenst med i Jonas Vingegaards liv.

Både når det gælder hans professionelle kamp for førertrøjen i verdens største cykelløb, men også i privatlivet, hvor alle, der fulgte bare en lille smule med i triumftoget, ikke kunne undgå at bemærke Jumbo-Visma-rytterens kærlighed til sine to piger, kæresten Trine og datteren Frida.

Og selvom alt er gået op i en højere enhed denne sommer, så skulle der altså ikke nogen krone på værket i det private i form af en ring på fingeren til Vingegaards partner.

Da slet ikke fra balkonen på Københavns Rådhus eller til fejring i Tivoli eller Glyngøre. Den slags har han nemlig fået et kærligt forbud mod.

Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

»Jeg har sagt til ham, at han må ikke gå på knæ til noget cykelløb eller noget. Det må han simpelthen ikke. Det er forbudt,« fortæller Trine Marie Hansen til SE og HØR.

Hun håber i stedet på, at det kunne ske under lidt mere private omstændigheder, selvom parret har givet meget af sig selv i løbet af de sidste mange uger, hvor Vingegaards har været det varmeste navn i kongeriget.

34-årige Trine Marie Hansen har tidligere fortalt B.T., at det er blevet sværere at undvære hendes Jonas, efter de fik barn sammen – og hun fortalte også, hvordan de fandt sammen ved den lejlighed.

Vingegaard har efter Tour-sejren haft brug for total afkobling, men han er tilbage i slutningen af måneden, fortæller holdet til B.T. – læs mere her.