Indimellem spiller hjernen én et puds.
Man glemmer det mest oplagte – og antager, at ting er så naturlige, at man overser dem.
Det var det, der skete onsdag for Jonas Vingegaard.
Efter etapen med mål i Peyragudes fik den danske stjerne en hel pressesal til at bryde ud i latter, da han havde, det man vist godt kan kalde for en lille glemsel.
»Jeg har stadig tillid til holdet,« indledte Jonas Vingegaard.
Det havde nemlig ikke været en stor dag for thyboens Jumbo-Visma-mandskab. Storholdet blev revet i stumper og stykker af Pogacars UAE-tropper, der ellers var en mand i undertal.
Heldigvis fløj Jonas Vingegaard så stærkt, at Pogacar aldrig var ved at knække ham. Alligevel syntes den gule trøje, at holdkammeraterne fortjente ros.
»Sepp Kuss sad med de fem bedste. Christophe Laporte, Nathan van Hooydonck, Tiesj Benoot,« listede han op, inden det gik op for ham.
»Jeg mangler altså én.«
Den klejne klatrer grublede et øjeblik, inden han kom i tanke om den sidste rytter.
»Wout, selvfølgelig. Wout,« hvilket fik de fremmødte journalister til at grine.
Det komiske ligger i, at Wout van Aert – en af sportens allerstørste stjerner – formentlig har været løbets mest iøjnefaldende rytter indtil videre.
Belgieren har sejret på to etaper, kørt adskillige dage i den gule trøje, er indehaver af den grønne og samlet siddet i front eller været i udbrud i sådan rundt regnet otte millioner kilometer.
Han har ikke sådan lige været til at overse.
