Jonas Vingegaard måtte til sidst se sin evige rival, Tadej Pogacar, sejle væk og stjæle syv sekunder på den frygtede Puy-de-Dome-stigning.
Men den gulklædte dansker glemte hurtigt alt om stigningsprocenter og klassementer. For på den anden side af målstregen - på toppen af vulkanen - ventede kæresten Trine og datteren Frida.
Og det var en lykkelig genforening for familien, der har været adskilt i den første halvdel af Touren.
»Det betød meget, at de var her.«
»Så snart jeg så dem, glemte jeg alt om løbet i dag. Jeg var bare meget glad, det betyder alt for mig,« fortalte Jonas Vingegaard efter etapen.
Også Jonas Vingegaards svigermor, Rosa - som mange danskere kender fra 'Den store bagedyst' var på plads på ruten for at heppe på den danske Tour-stjerne.
Jonas Vingegaard var i øvrigt ikke bekymret over, at han nu på to etaper har måttet slippe sin slovenske nemesis.
»Ja, han tog syv sekunder, men der kommer etaper, der passer mig meget bedre. Så jeg ser virkelig frem til alperne.«
B.T. dækker alt om Tour de France hele vejen - og herunder får du Touren på Bagsædet, som er B.T.s Tour-podcast, der de kommende uger er dine øjne og ører på de franske landeveje.