Lyt til artiklen

Jonas Vingegaard vil blive hyldet fra balkonen på Københavns Rådhus på onsdag og siden går turen til Tivoli.

Det skriver Københavns Kommunes økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.

Vingegaard vil køre i åben bil gennem byen fra lufthavnen klokken 12 og forventes at ankomme til rådhuset klokken 13:00. 45 minutter senere vil han træde ud på balkonen og modtage hyldest fra de fremmødte fans.

Senere onsdag - nærmere bestemt klokken 16 - vil Vingegaard og en række af de øvrige danske Tour de France-ryttere blive hyldet i Tivoli.

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

»En historisk sejr i en historisk Tour de France. Fra de regnvåde gader i København over de betagende blæsende momenter over Storebæltsbroen til smeltende asfalt i Alperne og Pyrenæerne viste Jonas Vingegaard ikke bare personlig styrke og vilje, men også holdånd og sportslig nobelhed.«

»Hele vejen bakket op af danske cykelfans langs ruten. Alt det vi gerne vil kendes på som cykelby og cykelland. Det kan næsten ikke blive større. Jeg håber, at mange tusinde vil møde op langs ruten og på Rådhuspladsen, så vi kan give Jonas Vingegaard den modtagelse og hyldest, han fortjener,« siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

Fra Plænen vil Vingegaards sejr og den bedste samlede, danske Tour de France-indsats også blive fejret.

»Der er grund til hyldest og fest. Vi har været vidne til fantastisk stærke præstationer af rytterne og til dansk opbakning uden sidestykke, som startede, da vi for tre uger siden var værter for holdpræsentationen.«

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

»Nu giver vi mulighed for, at rytterne og de mange tusind cykelglade danskere kan ønske hinanden tak for Touren i en festlig ramme i Tivoli,« siger administrerende direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch.

Søndag gælder det sidste og 21. etape til Champs-Élysées i Paris. Den er dog ren paradekørsel og ikke beregnet til at lave forskel i det samlede regnskab.