De knuser rekorder, smadrer konkurrenterne og tromler alt ned på deres vej.
Gang på gang imponerer Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar med nærmest uhørte præstationer på deres cykler, og søndag blev danskeren spurgt ind til den dopingmistanke, der nok altid – om man vil det eller ej – til en vis grad vil følge cykelsporten.
Her forklarede Vingegaard, at han var 100 procent forstående for, at der blev stillet spørgsmålstegn ved de to stjerners præstationer.
»For at være ærlig forstår jeg fuldt ud, at folk er skeptiske. Og jeg tror, at vi skal være skeptiske pga. det, der er sket førhen. Ellers tror jeg bare, at det sker igen,« sagde den danske Tour-stjerne med et smil.

»På den måde forstår jeg 100 procent de spørgsmål, vi får om det. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke tager noget.«
Det ligger efterhånden mange år tilbage, at cykelstjerner og tidligere Tour-vindere har sat sig op på skriftestolen og indrømmet deres dopingsynder.
Men derfor skal man ikke holde op med at forholde sig skeptisk, mener Jonas Vingegaard.
»Jeg glad for, at folk er skeptiske omkring det her. For vi kører hurtigere og måske endda stærkere end dengang.«
»Jeg tror, at det er en god ting, at de her spørgsmål bliver stillet. Men mad, udstyr, træning. Alt er anderledes. Men igen tror jeg altid, at det er godt at være skeptisk omkring det her. Eller i hvert fald at tænke over det.«
I skrivende stund ligger Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar og kæmper om Tour-sejren.
Med seks etaper tilbage fører danskeren med sølle 10 sekunder ned til sin slovenske rival.
B.T. dækker alt om Tour de France hele vejen – og herunder får du Touren på Bagsædet, som er B.T.s Tour-podcast, der de kommende uger er dine øjne og ører på de franske landeveje.