Vingegaard forfulgt at uheld: Frygtede at dø
Danskerens svære år – ramt af flere skrækstyrt.

Danskerens svære år – ramt af flere skrækstyrt.


Det er, som om uheldet bare ikke vil stoppe.
Sådan føles det i hvert fald lige nu.
For Jonas Vingegaards styrt på søndagens etape, der tvang ham til at udgå af Tour de France, var blot endnu ét til samlingen, fristes man til at sige.
De tre seneste sæsoner har den danske cykelstjerne nemlig været involveret i flere alvorlige styrt, der har haft store konsekvenser for ham.
Både fysisk og psykisk.
B.T. giver dig herunder et overblik over alt det uheld, der har forfulgt danskeren siden Tour-triumfen i 2023:

TROEDE, HAN SKULLE DØ
Vi starter med at spole tiden tilbage til foråret 2024. Jonas Vingegaard er godt på vej til at triumfere i Baskerlandet Rundt. Men pludselig skrider cyklen i et farligt sving.
I uendelige minutter er Danmark i chok, mens den 29-årige mand fra Glyngøre ligger nærmest livløs. Lige indtil han giver tegn på liv, da han bevæger sin arm.
Styrtet koster ham et brækket kraveben, flere knuste ribben, en punkteret lunge og brutale ar på sjælen. For mens Visma-rytteren ligger i vejkanten, frygter han, at livet er forbi.
»Det var så slemt, at jeg troede, jeg skulle dø. Da jeg lå der og troede det, tænkte jeg, at hvis jeg overlevede, så ville jeg stoppe med at cykle. Nu sidder jeg her, så det gjorde jeg ikke. Men man tager det til eftertanke,« lød det under Touren i 2024.

FIK HJERNERYSTELSE
Mindre end et år senere er den pludselig gal igen, da Jonas Vingegaard må udgå af Paris-Nice med en tydeligt forslået hånd efter et styrt.
Danskeren pådrager sig desuden en hjernerystelse, afslører han til B.T. et par uger senere.
»Efter styrtet var jeg svimmel, og efter etapen fik jeg meget kvalme og var utrolig træt, hvilket fortsatte de næste mange dage,« lyder det, inden han fortsætter:
»Jeg er glad for at være tilbage på cyklen, selvom det tog lidt længere tid end håbet, grundet min hjernerystelse, som har krævet meget hvile.«

FÆRDIG I TOUREN
Og bedst som de danske cykelfans tror, at 2026-sæsonen bliver uden uheld, så bliver de med ét sendt i choktilstand, da de ser tv-billederne af Jonas Vingegaard på 15. etape.
Siddende på asfalten. I store smerter. Og efterfølgende fulgt ind i ambulancen med armen i slynge.
Der er ingen tvivl. Kravebenet er brækket. Og Tour-drømmen er knust på et splitsekund.
»Det er meget skuffende for os at udgå på denne måde, og at det slutter på denne måde. Men sådan er det nu engang. Jeg har lidt ondt, og jeg har fået noget smertestillende,« lyder det efterfølgende fra danskeren til TV 2 Sport.