Jonas Vingegaard træder fuld af selvtillid ud af Visma-Lease a Bikes holdbus i Aurillac og vinker pænt til tilskuerne, der vifter med autografpapir og cykeltrøjer.

Få meter væk står hans sportsdirektør Frans Maassen og må klø sig lidt på hagen over, hvad det er for en udvikling, han har været vidne til hos danskeren.

»Jeg husker tilbage på vores første løb. For fem år siden i Ruta del Sol. Jonas vågnede op om morgenen med feber, fordi han var så stresset.«

Det hollandske mandskab havde fået anbefalet den danske bjergrytter, og nu var Vingegaard klar til debuten. Men presset over at skulle præstere fik ram på den spinkle nordbo, der pludselig skulle måle sig med verdens bedste.

»Vi havde ingen læge til løbet, og jeg måtte beslutte, om han kunne starte eller ej. Vi prøvede, og han var den dårligste rytter i feltet. Han blev sat af på flad vej som den eneste i løbet.«

Frans Maassen kan ikke lade være med at grine, når han genfortæller historien. Hvad var det for en rytter, holdet havde fået med sig til Andalusien?

Det svar kom prompte. Da stressen forsvandt, begyndte danskeren at præstere.

»Han fik en top-10 på en virkelig, virkelig svær etape. Så tænkte jeg: ‘Fuck, det her er ikke en normal rytter!’. Han kunne nogle helt specielle ting.«

»Senere vandt han en etape i Tour of Poland, og vi forventede, han ville vinde løbet. Men efterfølgende blokerede det for ham. På grund af stress,« forklarer Frans Maassen om det præstationspres, der i karrierens begyndelse fik Jonas Vingegaard til at fejle, når det gjaldt.

»Men i de seneste år har han fundet en god balance i sin krop. Resten er historie. Han har vundet Touren to gange, og han er en speciel fyr,« slutter Frans Maassen.

Lyt til B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet,' hvor du blandt andet kan høre om Tadej Pogacar-udtalelser, der undrer – og hvorfor drengene ikke helt tror på dem. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:

Touren på bagsædet

Hvorfor kører Jonas Vingegaard, som om han var hjælperytter for Tadej Pogacar? Bjarne Riis klør sig på issen over den måde, Visma-Lease a Bike kørte søndagens vilde bjergslag på. Imens triller B.T.-bilen ind på et legendarisk spisested, og her er håbet altså ikke helt slukket. For Johan Bruyneel slår fast, at Vingegaard stadig har en chance. Hør også fra Remco Evenepoels fodboldtræner, et forsvar for en vild og ubegrundet Vingegaard-anklage og find ud af, hvorfor Vingegaard slet ikke tænkte på Tour de France efter dagens etape. Podcasten er sponseret af Airtox