Selv om Jonas Vingegaard på ny tabte tid til Tadej Pogacar, er han tilfreds med sin egen præstation på den bjergrige 10. etape af Tour de France.

Vingegaard kom i mål som nummer syv 44 sekunder efter Pogacar, der kørte solo til mål.

- Det var en bedre etape for ham, og jeg synes godt, at jeg kan være tilfreds. Jeg tror på, at min tid nok skal komme, siger Jonas Vingegaard uden for Vismas holdbus i målområdet.

Pogacar angreb på den næstsidste af etapens syv stigninger, og ingen kunne følge med i slovenerens vilde acceleration.

Vingegaard valgte en konservativ taktik og holdt sig til sit eget tempo. Han fik selskab af flere af de øvrige favoritter på vejen ind mod målstregen.

- Jeg kunne godt mærke, at hvis jeg prøvede at gå med ham, ville jeg nok eksplodere. Derfor tænkte jeg, at jeg skulle køre mit eget tempo.

- Det var en hård etape, og han (Pogacar, red.) var stærkt kørende. Jeg prøvede ligesom bare at komme så hurtigt i mål som muligt. De andre var også villige til at hjælpe mig lidt, og det var godt for mig, siger Vingegaard.

Han fik selv lov at tage langt det meste af slæbet i forfølgergruppen på de sidste kilometer.

Til sidst blev den udmattede dansker overhalet af alle sine følgesvende og sluttede derfor som nummer syv.

Men han har ikke noget dårligt at sige om Paul Seixas, Florian Lipowitz, Remco Evenepoel, Juan Ayuso og Mattias Skjelmoses lyst til at samarbejde.

- Nej, de var meget villige til det fra starten, fordi Isaac del Toro ikke var der. Da stigningen blev lidt stejlere, tror jeg, at de havde det hårdt i hjulet, og så måtte jeg køre så stærkt, jeg nu kunne til målstregen, siger Vingegaard.

I den samlede stilling er han nu 3 minutter og 36 sekunder efter Tadej Pogacar. Remco Evenepoel følger efter på tredjepladsen et halvt minut efter danskeren.

RITZAU