Lyt til artiklen

I 1970 dækkede Jørgen Leth Tour de France for første gang. Siden har mange ryttere stået som vindere på Champs-Élysées, men kun få får en plads i Leths såkaldte heltebog.

En af dem er Jonas Vingegaard.

»Han er absolut skrevet ind i heltebogen,« lyder det fra Jørgen Leth, der er taget til Rådhuspladsen i København for at fejre dette års Tour-vinder.

»Han minder om nogle af dem, jeg godt kan lide, som er gode i bjergene. Det er formidabelt at se en dansk rytter, som er så god i bjergene, som han har været. Jeg kan godt lide at se det.«

Foto: Emil Helms
Vis mere

Især én helt specifik situation er Leth meget imponeret over.

Situationen opstod på 18. etape, hvor danskeren smadrede Pogacar og øgede sit forspring forud for Tourens sidste tre etaper, men han gjorde det ikke på en hvilken som helst måde.

Forud for den overlegne præstation, hvor han støvsugede al mulig tvivl om, hvem af ham og Pogacar, der er stærkest, udviste Vingegaard et vildt sportsligt overskud.

Efter adskillige forsøg på at sætte den gule trøje styrtede Pogacar på vej ned ad Col de Spandelles, og her valgte Vingegaard at vente på sin store rival.

Dette billede har skabt vild jubel overalt i verden – også hos Jørgen Leth.
Dette billede har skabt vild jubel overalt i verden – også hos Jørgen Leth. Foto: Eurosport
Vis mere

Kort efter gav de to stjerner hinanden hånden på cyklerne, inden de genoptog kampen.

»Det er jeg meget imponeret af. Det vil blive stående, det her øjeblik, hvor han rækker hånden ud. Det er en helt enestående gestus, så det har man godt af at se – og tage til sig. Det kan man lære meget af,« lyder det fra Jørgen Leth, som også ser frem til onsdagens hyldest af Vingegaard.

»Det er en kæmpe præstation, som jeg har nydt hvert et kapitel af. Jeg glæder mig til at se, hvordan han tager det at blive modtaget med så meget kærlighed. Det er skønt.«

Jørgen Leth var nærmest blevet et synonym med TV 2s Tour de France-dækning, som han var en del af i adskillige år til og med 2018, hvorefter historien sluttede.

I år var han en del af Discoverys dækning af det ikoniske cykelløb.

Husk, du kan følge hele fejringen af Jonas Vingegaard i B.T.s store Tour de France-liveblog lige HER.