I testlokalerne hos Team Danmark blev der for en lille håndfuld år siden præsteret en test på et niveau, der gav genklang.

Rygterne om en ung og spinkel cykelrytter ved navn Jonas Vingegaard, der kunne lidt ud over det sædvanlige, havde rumsteret i miljøet. Men da han satte sig på Team Danmarks cykler og iførte sig måleaggregaterne, blev forventningerne til den klejne thybo overgået fuldstændig.

Unge Vingegaard lå 15 procent over gennemsnittet i sin aldersgruppe. Normalt skiller små marginaler de bedste ryttere ad, og derfor var sportsfysiolog hos Team Danmark, Lars Johansen, ikke i tvivl.

Det hjerte, der sidder i Vingegaard, er ekstraordinært.

»Når vi tester eliteatleter, ser vi normalt relativt små forskelle. Det er meget sjældent, at det er tocifrede forskelle, der skiller dem ad, så det var et virkelig markant resultat, Jonas leverede,« fortæller Lars Johansen til B.T.

Testen var en max test, hvor man over fem minutter kører så mange watt, som man kan – og så måles det, hvor mange liter ilt atleten optager.

»Vi relaterer iltoptagelsen til kropsvægten for at kunne sammenligne, og han skilte sig jo særdeles positivt ud. Han har simpelthen et hjerte og en energiforsyning til de arbejdende muskler, som er helt fantastisk. Det betyder i sidste ende, at han kan få en masse watt ned i pedalerne, og særligt i forhold til hans vægt bonner det ud, hvad han kan levere,« forklarer Lars Johansen.

»Hans test fik mig til at tænke, at der virkelig var et potentiale og nogle forudsætninger i særklasse. Alle, som kommer ind til os har jo vist, at de kan køre på cykel og har en god fysik – men Jonas skilte sig ud på et niveau, hvor jeg tænkte, der virkelig var muligheder for nogle store præstationer.«

Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Og de store præstationer er kommet over særligt de seneste to år. Sidste år blev Vingegaard nummer to i Tour de France. Søndag kører han ind i Paris iført den gule trøje.

»Det er klart min overbevisning, at Jonas' hjerte kan levere mere end gennemsnittet. Men der er også en masse andre forhold som træning, dedikation og mentalitet, der spiller ind på, at han leverer, som han gør – men fra naturens side, har han sikret sig en kant og fordel i forhold til langt de fleste af dem, han konkurrerer med.«

»Det er indlysende, at det er en fordel i bjergene, at han kan levere meget i forhold til sin vægt, og i forhold til lørdagens enkeltstart var det også afgørende, at han har en stor motor – og så får han på sit hold også en masse hjælp til at optimere alt i forhold til dragt, hjelme, cykel og position på sadlen,« siger Team Danmark-fysiologen.

Han har fulgt Vingegaards præstationer med stor opmærksomhed.

»Det har været fascinerende at se, og der skal også lyde en rigtig stor cadeau til det hold og de mennesker, som Jonas Vingegaard har omgivet sig med, der har været dygtige til at tage vare på det talent og de særlige forudsætninger, så de har fået det maksimale ud af det. Der ligger et rigtig godt stykke arbejde bag det.«

Jonas Vingegaard og resten af Tour de France-feltet rammer Paris søndag aften, hvor Jonas Vingegaard kan se frem til at blive hyldet øverst på podiet.