Lyt til artiklen

Danmarks største cykelløb bliver uden Danmarks suveræn største cykelstjerne.

Jonas Vingegaard kommer med al sandsynlighed ikke til at køre PostNord Danmark Rundt, der begynder i midten af august.

Det meddeler Team Jumbo-Vismas pressechef, Ard Bierens, til B.T.

Er der nogen chance for, at Jonas Vingegaard skal køre Danmark Rundt?

»Nej, det er ikke planen.«

Årets ruteføring er ellers guf for den nybagte Tour-vinder. På fjerde etape kører feltet gennem Jonas Vingegaards hjemby, Glyngøre.

En oplagt mulighed for at forlænge den jubelparade gennem det cykelgale danske land, som den 25-årige verdensstjerne tog hul på i sidste uge.

Men Jumbo-Visma stiller i stedet med den hollandske stjerne Tom Dumoulin som holdkaptajn.

Der bliver ikke flere muligheder for at fejre Jonas Vingegaard lige foreløbig – som her på Københavns Rådhus onsdag 27. juli 2022.
Der bliver ikke flere muligheder for at fejre Jonas Vingegaard lige foreløbig – som her på Københavns Rådhus onsdag 27. juli 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jonas Vingegaards store efterårsmål bliver i Italien, hvor han skal forsøge at vinde karrierens første monument i løvfaldsklassikeren Lombardiet Rundt.

»Han er sat til at køre GP Plouay og Il Lombardia. I mellemtiden skal han på træningslejr og forberede sig til Lombardiet,« siger Ard Bierens og fortsætter:

»Han skal også køre et løb før – men det er endnu ikke besluttet, hvilket det bliver.«

Plouay dækker over det kuperede franske endagsløb Bretagne Classic, der foregår 28. august.

Lombardiet Rundt, som Jakob Fuglsang vandt i 2020, foregår 8. oktober.

Samtidig holder Jumbo-Visma døren åben for, at Jonas Vingegaard kan deltage i verdensmesterskabet i Australien i slutningen af september.

»Det ved vi ikke endnu. Og det er jo heller ikke kun op til os,« forklarer Ard Bierens og henviser til, at Danmarks Cykle Union og landstræner Anders Lund i sidste ende udtager holdet.

Selv om Jonas Vingegaard ikke kommer til at lange flere highfives ud til danskere i vejkanten i år, er der alligevel masser af gode grunde til at overvære PostNord Danmark Rundt.

Den bornholmske bjergged Magnus Cort (EF Education) har meldt sin ankomst til det traditionsrige løb, og også den tidligere Tour de France-vinder Geraint Thomas (Ineos Grenadiers) stiller til start.

PostNord Danmark Rundt tager sin begyndelse i Allerød 16. august og slutter fire dage senere i Vejle.