Der er lagt i kakkelovnen til en episk anden halvdel af dette års Tour de France.
For efter Jonas Vingegaards kraftpræstation på 11. etape, hvor han lukkede et stort hul og slog Tadej Pogacar i kampen om etapen, føg det på ny med påstande fra UAE-lejren, der nu har sat gang i lidt af en ordkrig.
Den slovenske darling påstod på sit pressemøde efter den dramatiske etape, at Vingegaard spiller skuespil om sin form – endda mener sloveneren, at Vingegaard aldrig har været i bedre form i karrieren trods hans indlæggelse for blot tre måneder siden.
Dén del fik den normalt uhørt fredelige thybo til at vise tænder og bide fra sig, da han blev præsenteret for påstanden på sit eget pressemøde – ja, det fik ham faktisk til at grine af Pogacar.

»Haha. Jeg tror ikke, at man kan være i sin karrieres bedste form med en halvanden måneds træning,« lød det på så tør en vis fra Vingegaard, at svaret ikke var til at misforstå.
Inden da var den forsvarende Tour-vinder også blevet præsenteret for påstande fra UAE om, at han har underspillet i hvor god form han er til denne udgave af det franske etapeløb – og om han mærker frustration over netop det fra konkurrenten.
»Tja, det ved jeg ikke. Jeg er ligeglad (hvad de tænker, red.). Jeg spiller offerkortet, fordi jeg er (et offer, red.). Altså når jeg ser på, hvor jeg kommer fra, så tror jeg ikke, at mange fyre ville have været med i Touren for at være ærlig.«
»Så bare at være ved Touren med et nogenlunde niveau, som jeg troede i starten, det var en stor, stor sejr. Men jeg tager det dag for dag, og vi ved ikke, hvordan anden og tredje uge bliver. Men vi har en plan, og så ser vi,« lød det fra Jonas Vingegaard.
Der resterer ti etaper af årets Tour de France – og inden 12. etape af løbet er der et minut og 14 sekunder mellem de to.
Du kan læse B.T.s dom over Jonas Vingegaards historieskrivning lige HER.
Hør blandt andet Bjarne Riis fortælle en sær barndomshistorie fra 5. klasse – omhandlende et sæt tyrenosser – i det nyeste afsnit af B.T.s populære podcast 'Touren på Bagsædet'. Lyt og følg podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: