Jonas Vingegaard har ikke lagt skjul på, at han lever i en ultra fokuseret boble under Tour de France.

Nyheder læser han ikke nogen af, siger han, og da B.T. mødte Vingegaard fredag, gjorde han ikke meget for at modbevise sine tidligere udsagn.

For da Vingegaard inden dagens etape blev spurgt ind til, at han efter alt at dømme skal have overrakt den gule trøje af prins Joachim efter 19. etape, reagerede den gule danske klatrer med overraskelse.

Han anede intet om, at Kongehuset igen flirter med Tour de France ved at lade prins Joachim stå for overrækkelsen af løbets førertrøje.

»Nå, skal han det?« lød det fra Vingegaard, inden han fortsatte i vanlig ydmyg stil:

»Det bliver fedt. Det glæder jeg mig til, hvis jeg beholder den. Det skal jeg først lige sørge for.«

Der skal gå meget galt, hvis ikke Vingegaard skal have trøjen overrakt af prins Joachim efter dagens etape, der slutter på prins Henriks hjemegn i franske Cahors, efter at have lagt vejen forbi Kongehusets vinslot Chateau de Cayx.

Og bliver Vingegaard som ventet i den gule trøje, er det anden dag i træk, at Vingegaard gnubber skuldre med en prominent herre.

Efter torsdagens forrygende etapeafslutning på Hautacam fik Vingegaard nemlig overrakt trøjen af den franske præsident, Emmanuel Macron, som efter etapen måtte afbryde et interview for at sige et par ord til Vingegaard.

Den situation gjorde stort indtryk på Vingegaard.

»Han var bare glad for at møde mig, og jeg var glad for at møde ham, så det var en stor oplevelse,« siger Vingegaard.

Du kan følge B.T.s livedækning af 19. etape lige HER.