Løsslupne hunde har før skabt totalt kaos i Tour de France, og torsdag var det tilfældet igen.

Kort inde i 12. etape, der sluttede på toppen af Alpe d'Huez, løb en stor, sort hund nemlig rundt blandt rytterne i feltet, og dens baneløb kostede Quickstep-rytteren Yves Lampaert en tur i asfalten – ligesom Jumbo-Vismas Steven Kruijswijk også måtte have hjælp.

Danske Magnus Cort sad bag de to ryttere, og han slap heldigvis for en tur i asfalten.

»Efter vel 10 kilometer var der pludselig en løs hund, der forårsagede et styrt, og jeg så i hvert fald Lampaert ryge ned. Jeg tror ikke, der var så mange ud over ham, men han var godt revet op,« siger Cort til B.T.

Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

»Jeg var lige bagved, og det hele var lidt mærkeligt. Når der kommer styrt, kan man ofte ikke se den, der styrter. Man kan fornemme, at rytterne bremse eller kører ind til siden. Her bremsede folk og kørte den ene vej, så den anden vej. Og så stod den hund der bare og løb rundt om sig selv og så forvirret ud!«

Tv-klip fra etapen viser, at hunden selv løb ud af feltet efter et par sekunders hærgen.

»Heldigvis tror jeg ikke, at nogen kørte direkte ind i den i høj fart, og Lampaert kørte nok op i røven på en, der bremsede. Hvis man kører lige ud af landevejen, så regner man ikke med, at den foran en trækker i nødbremsen, og så sker det jo,« fortæller den danske EF Education Easypost-rytter.

Hundeepisoden bygger videre på en stolt fransk tradition med dyr i feltet. I 1997 sprang en hest ind til cykelrytterne i Criterium National og fulgtes med dem i flere kilometer. Episoden blev kendt i filmen 'Amélie'.

Efter hunde-bataljen endte dagens etape på toppen af Alpe d'Huez, hvor den britiske Ineos-rytter Thomas Pidcock var første mand over stregen.

Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Geraint Thomas kom i mål samtidig, og danskeren har stadig over to minutter ned til sloveneren.