Tour de France er kommet til Danmark for første gang nogensinde – og skal man tolke på cykelstjernernes begejstring over festen i København, ville de nok ønske, at Touren havde Grand Départ i lille Danmark hvert år fremover.
For onsdagens storslåede holdpræsentation i Tivoli, hvor tusindvis af Tour-begejstrede tilskuere nærmest fik rytterne til at flyve op på scenen, blæste flere af Tourens garvede verdensstjerner bagover.
Eksempelvis den slovakiske Tour-legende Peter Sagan, der straks efter turen på Tivoli-scenen røg til tasterne.
»Tak, København. Tak, Danmark. Det var en fantastisk holdpræsentation. Ses på fredag til starten på Touren,« skrev Sagan på Twitter.
Og så havde Peter Sagan, der har vundet hele 12 Tour-etaper, åbenbart også har øvet sit danske inden besøget i hovedstaden.
»Stor tak til København, tak Danmark! I har et helt enestående publikum,« skrev han – på dansk.
Peter Sagan var langtfra den eneste Tour-stjerne, der faldt på halen over Tivoli og danskernes cykelfest. Mange ryttere har lagt videoer op af det store menneskehav på deres sociale medier.
Og på scenen i Tivoli greb den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome mikrofonen og storroste danskerne.
»Jeg har været til 10 Grand Departs, og jeg har aldrig en følt en energi som denne. Det er fantastisk,« lød det fra den britiske stjerne.
Men det var ikke kun festen i Tivoli, der har gjort indtryk på cykelstjernerne. Også træningsturene rundt i og omkring har
Eksempelvis har det belgiske cykelfænomen Wout van Aert lagt et billede af sin træningsrute op. Han havde rullet en lille tur – 94,2 kilometer – rundt om Amager.
Og han har tilføjet et lille fingerkys til den danske cykelinfrastruktur
»Cykelsti-paradis,« skriver verdensranglistens nummer tre, der sidste år vandt tre Tour-etaper.