Cecilie Uttrup Ludwig bandt søndag i Norge en fornem rød-hvid sløjfe på cykelløbet Tour of Scandinavia, som tidligere på ugen blev skudt i gang på Kongens Nytorv i København.

Den danske mester sad med feltet hjem på 6. og sidste etape til Halden. Dermed forsvarede hun den førertrøje, hun erobrede lørdag, og kunne lade sig hylde som samlet vinder af løbet.

Det er hendes første etapeløbssejr på World Touren i karrieren.

Etapen blev vundet af løbets tidligere førende rytter Marianne Vos, som tog sin fjerde etapesejr i løbet i endnu en massespurt.

26-årige Uttrup Ludwig vandt lørdagens dronningeetape til Norefjell og flåede førertrøjen af det hollandske ikon Marianne Vos.

Med en føring på 17 sekunder til tyske Liane Lippert og udsigt til en flad etape med en sandsynlig massespurt som afslutning var der lagt i kakkelovnen til en samlet dansk triumf i Halden.

Hele vejen sad Uttrup Ludwig i den gule trøje godt placeret langt fremme i feltet pakket ind af sine FDJ-holdkammerater.

Fire ryttere kom af sted i et udbrud, men de blev hentet 20 kilometer fra mål, inden feltet lidt efter kørte ind i Halden. Her skulle det hele afsluttes med tre omgange på en 5,4 kilometer lang og teknisk krævende rundstrækning.

Den bød på mange svære sving samt et stykke med brosten. Det gav bedre vilkår for udbrud og ansporede til angreb.

Tre kilometer fra mål angreb Liane Lippert, klassementets nummer to. Med kun 17 sekunder op til Uttrup Ludwig var det et direkte angreb på den samlede sejr.

Efter at have lokaliseret faren satte danskeren selv efter og halede flot tyskeren tilbage i feltet. Der skulle spurtes om sejren, og her viste Marianne Vos sig nok en gang at være i en klasse for sig.

Cecilie Uttrup Ludwig hentede sin første sejr på World Tour-niveau sidste år, da hun vandt en etape i Vuelta a Burgos Feminas.

Siden har hun bygget på sit niveau, og 2022 har indtil videre været et stort år for hende.

I juni blev hun dansk mester i linjeløb, i juli vandt hun en etape i det nye Tour de France Femmes, og lørdag kom så karrierens tredje World Tour-sejr på dronningeetapen i Tour of Scandinavia.

Og nu kan hun også kalde sig samlet vinder af et etapeløb på højeste niveau.

/ritzau/