Fredag kører U23-rytterne VM i landevejscykling. Det danske hold lever op til højt niveau, siger landstræner.

Det danske U23-landshold skal udfylde nogle store cykelsko, hvis Danmark skal blive ved med at køre med om de helt store sejre i cykelsporten i fremtiden.

Men det skræmmer ikke den 22-årige Uno-X-rytter Jacob Hindsgaul Madsen.

- Jeg føler egentlig kun, at det er en god ting. Når man ser nogen, der kommer fra noget af det samme som en selv, som lykkes, giver det troen på, at man også selv kan gøre det, siger han.

Jacob Hindsgaul Madsen skal tidligt fredag morgen dansk tid forsøge at være med til at føre Danmark til guld, når U23-landsholdet kører VM i landevejscykling i Wollongong i Australien.

Her skal rytterne tilbagelægge knap 170 kilometer og en stigning på 2520 højdemeter langs den majæstetiske australske østkyst.

VM bliver en styrkeprøve for de danske talenter. Niveauet har været svært at bedømme de seneste år, fordi coronapandemien har aflyst mange løb på U23-niveau, fortæller landstræner Anders Lund.

- Jeg synes, at niveauet er lige så godt, som det var før i tiden. Dansk U23-cykling er tilbage på det niveau, vi så, da Mads Pedersen, Jonas Vingegaard og Kasper Asgreen var med, siger Anders Lund.

Gode U23-resultater er dog ikke ensbetydende med gode eliteresultater, understreger han. Men det tegner godt. Og holdet kan på en god dag godt køre med blandt de bedste, vurderer Anders Lund.

Det er planen fredag.

- Vi skal prøve at udnytte, at vi har fem ryttere, der på deres gode dage hver især kan sidde med i en finale. Uanset hvem vi har med, er det en god situation, siger Anders Lund.

Hvis feltet kommer hjem i en samlet gruppe, har Danmark i Sebastian Changizi et rigtigt stærkt kort på hånden.

Den 21-årige rytter indgik i sommer en aftale med Cofidis om at være stagiaire - en slags lærling.

U23-løbet er dog traditionelt sværere for et enkelt hold at styre sammenlignet med et seniorløb, forklarer landstræneren.

- På seniorniveau er der nogle nationer, som traditionelt kan styre løbet. U23 er mere ukontrollerbart, siger Anders Lund.

Også Tobias Lund Andresen, William Blume Levy, Adam Holm Jørgensenog Carl-Frederik Bévort er en del af det danske hold.

/ritzau/