Flashback fik Pogacar til at frygte Vingegaards nedkørsel
Tadej Pogacar huskede, hvordan han var ved at blive sat af Jonas Vingegaard på nedkørslen i 2023.

Tadej Pogacar huskede, hvordan han var ved at blive sat af Jonas Vingegaard på nedkørslen i 2023.

Tadej Pogacar havde Jonas Vingegaards nedkørsel fra Tourmalet i 2023 i baghovedet, da han klatrede op mod toppen af det sagnomspundne bjerg på vej mod en suveræn sejr på 6. etape af Tour de France.
Dengang for tre år siden havde han mere end svært ved at hænge på, da Vingegaard og dennes holdkammerat Wout van Aert gav den gas i vild flugt ned over skråningen.
- Jeg husker, hvordan Jonas på den samme nedkørsel blev ved med at presse Wout van Aert til at køre endnu hurtigere.
- Jeg havde brækket hånden (tidligere på året, red.) og var ikke så tryg ved det og var ved at blive sat. Det var helt vildt.
- På vej til toppen af Tourmalet tænkte jeg, at hvis Jonas var inden for 20 sekunder, ville han helt sikkert indhente mig. Måske pressede han sig selv en smule over grænsen på vej op, siger Pogacar.
Sloveneren ser sin 23. etapesejr i Tour de France som et højdepunkt.
- Jeg vil sige, at den hører til i top-5. Det er en utrolig sejr. En af mine bedste.
- Da vi sad i bussen i går (onsdag, red.), var vi allerede oppe at køre over denne etape. I morges vågnede jeg klokken syv, og min hjerne løb løbsk, og jeg var virkelig spændt.
- Jeg vidste, at drengene var tændte, og vi kørte, som om vi ikke havde noget at tabe. Hvis vi eksploderede, måtte vi gøre det. Jeg er stolt af alle. Det var vildt holdarbejde, siger Tadej Pogacar.
Hans UAE Emirates-hold satte et morderisk tempo på Tourmalet. Med fem kilometer til toppen accelererede Pogacar, og derfra så konkurrenterne ham ikke, før de nåede i mål i Gavarnie-Gèdre.
Pogacar tjente 2 minutter og 38 sekunder i forhold til Vingegaard og endnu mere til de øvrige klassementryttere.
- Jeg kalkulerede ikke med sekunder eller minutter. Jeg kørte bare hele vejen til målstregen.
- Jeg troede ikke, at jeg ville tage den gule trøje, men Torstein Træen styrtede desværre hårdt på Tourmalet. Det er stejlt og ret farligt, hvis man lige misser et sving.
- Jeg havde foretrukket, at han havde beholdt trøjen, og jeg håber, at han kommer sig hurtigt og kan fortsætte i løbet, siger Pogacar.
Torstein Træen blev tjekket for hjernerystelse efter sit styrt og trillede i mål med et tidstab på en halv time.
RITZAU