Der var engang, hvor en dansker til Tour de France var et særsyn. Skru tiden tilbage til midten af 00'erne, og den fattige virkelighed var, at der tre år i træk kun var én(!) dansker at finde blandt de hundredvis af ryttere i feltet.

Det er heldigvis en fjern fortid. Danskerne har invaderet World Touren, otte danske drenge stiller til start i verdens største cykelløb – og så er den største stjerne af dem alle, Jakob Fuglsang, ikke engang med – mens en de otte danskere, verdensmester Mads Pedersen, kører rundt i feltets mest eftertragtede trøje.

Men hvordan har en lille nation som Danmark kunnet kravle næsten helt op på toppen af den internationale cykeltrone? Den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins mener, at succesen især skal tilskrives tidligere tiders helte.

»Succes avler succes. I 1990'erne var danskerne velsignet med mange store ryttere. Bjarne Riis vandt Tour de France, men også folk som Rolf Sørensen og Jesper Skibby. I 00'erne var det folk som Matti Breschel, der konkurrerede på højeste plan, og så Nicki Sørensen og de gutter der, og så har det bare udviklet sig derfra,« siger briten til B.T. og fortsætter:

Verdensmester Mads Pedersen får efter en corona-ramt sæson endelig lov at lufte regnbuetrøjen.
Verdensmester Mads Pedersen får efter en corona-ramt sæson endelig lov at lufte regnbuetrøjen. BEN STANSALL

»Danmark har også haft et World Tour-mandskab i Team CSC og Saxo Bank anført af Bjarne Riis, så succes har avlet succes. Disse unge danske ryttere har oplevet, at deres jævnaldrende har kørt gode resultater hjem, og indset, at der altså er en vej igennem.«

»Det er det samme, man har set i Australien og i Storbritannien. Når først enkelte ryttere har åbnet døren, følger en horde af andre unge ryttere, der også tror på, at de kan gå ud at præstere.«

Lørdag stiller otte danskere med vidt forskellige roller til start i Nice, og særligt én af dem har fanget Bradley Wiggins opmærksomhed.

Han ærgrer sig dog samtidig over, at Jakob Fuglsang har valgt at satse på Giro d'Italia. En beslutning, han torsdag over for B.T. beskrev som 'mærkelig'.

Af de otte danskere til start ved årets Tour de France holder den tidligere vinder Bradley Wiggins især øje med verdensmester Mads Pedersen fra Trek-Segafredo
Af de otte danskere til start ved årets Tour de France holder den tidligere vinder Bradley Wiggins især øje med verdensmester Mads Pedersen fra Trek-Segafredo MATTHEW CHILDS

Hvem af danskerne i årets Tour de France-felt vil du især lægge mærke til?

»Mads Pedersen, den danske verdensmester. Men fra danskernes synspunkt er det helt klart en skuffelse, at de ikke får lov at opleve Jakob Fuglsang. Han er en rytter, der måske kunne have kørt sig på podiet eller taget etapesejre på de store bjergetaper. Danmark er velsignet med så mange ryttere lige nu. Men Mads Pedersen alene er nok til at tiltrække en masse spænding.«

Bradley Wiggins, der under Tour de France kan opleves på Eurosport og Dplay som ekspert, tror samtidig, at de mange danskere i årets Tour-felt – og de mange danskere, som konstant markerer sig på øverste hylde – vil føre til en yderligere opblomstring på den rød/hvide cykelscene.

»Vi har en dansker, der vandt verdensmesterskabet som 23-årig. Det er let at forestille sig, at de ryttere, som er 10 år eller 12 år eller er teenagere, nu tænker ‘Nå, men jeg kan blive verdensmester om 10 år, for jeg har lige set en landsmand gøre det samme'.«

Bradley Wiggins vandt Tour de France i 2012, hvor Team Sky-rytteren sluttede foran holdkammeraten Chris Froome, mens italienske Vincenzo Nibali (Liquigas–Cannondale) stod på det nederste podietrin i Paris.