»Om jeg er glad? Ja! Hahaha.«

Tour de France-direktør Christian Prudhomme var i forrygende humør, da B.T. fangede ham i Piacenza inden mandagens etape.

Og glæden skyldtes primært Jonas Vingegaards imponerende comeback – for tre måneder siden rejste danskeren sig fra hospitalssengen, og nu lægger han igen arm med Tadej Pogacar ved verdens hårdeste cykelløb.

»Først og fremmest var jeg glad, da vi fandt ud, at Vingegaard helbredsmæssigt var okay efter sit voldsomme styrt. Det var det vigtigste. Ikke, om han kunne køre Touren.«

»Men vi var selvfølgelig lykkelige, da han sagde 'ja, jeg kører Touren'. Han har vundet de to seneste år, og vi har brug for denne kamp mellem de to bedste cykelryttere i verden. Så det er meget vigtigt,« lød det fra Christian Prudhomme.

Bernard Papon/AFP/Ritzau Scanpix

Og at Jonas Vingegaard indtil videre har vist sig som meget konkurrencedygtig, gør bare smilet endnu bredere hos den franske løbsdirektør.

»Søndag fik vi den første konfrontation – og da Pogacar angreb, var Vingegaard straks på hans hjul.« 

»Sidste år varede kampen mellem de to 16-17 dage. Og hvis det er det samme i år – måske endda tilsat et par ekstra dage – så vil det være perfekt.«

Lyt til og følg podcasten 'Touren på bagsædet' på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: