Da rytterne rullede ind over stregen på Champs-Elysées søndag, var det ikke slutningen på et hvilket som helst Tour de France.

Der var nemlig længe usikkerhed om hvorvidt løbet overhovedet skulle afvikles på grund af corona-pandemien.

Først blev Tour de France skubbet ud af sin sædvanlige plads i juli. Så blussede virussen op igen i Frankrig, som løbet kom nærmere, og undervejs i løbet blev der slået nye smitterekorder med over 13.000 daglige tilfælde.

»Hvert eneste år spørger journalisterne, om jeg er lettet efter Tour de France er slut, og i år svarede jeg ja. Det var en sejr overhovedet at komme til Paris,« siger løbsdirektøren, Christian Prudhomme, til den franske radiostation Sud Radio.

Søndag rullede rytterne ind på den ikoniske rundstrækning i Paris.
Søndag rullede rytterne ind på den ikoniske rundstrækning i Paris. Foto: Sebastien Nogier
Vis mere

Han er lykkelig over, at løbet blev kørt til ende. Der har nemlig været tvivl, om det overhovedet gav mening at gennemføre løbet, hvis flere hold måtte trækkes ud.

Blev der påvist to positive tests fra samme hold, var det nemlig slut. Ingen af rytterne blev dog testet positive, og det var kun enkelte holdansatte, samt Prudhomme selv, der undervejs måtte forlade løbet på grund af corona.

Prudhomme var derfor i karantæne under løbets anden uge, men kunne færdiggøre løbet sammen med resten af Tour-boblen i tredje uge.

»I timerne op til løbet var vi bange, da vi var klar over, at to positive coronatests ville få et hold smidt ud af løbet. Nu kan jeg se, at dét var det, der fik os i mål. Holdene strammede skruen endnu mere. De nødvendige foranstaltninger, som skulle tages, var meget klare for os allesammen.«

Der var godt pakket på Planche des Belles Filles, da Tour de France skulle afgøres på enkeltstarten lørdag.
Der var godt pakket på Planche des Belles Filles, da Tour de France skulle afgøres på enkeltstarten lørdag. Foto: Christophe Petit Tesson
Vis mere

På trods af den globale pandemi og stærke opfordringer til folket om, at de ikke skulle stå langs vejkanten under årets løb, så var der alligevel mange der trodsede myndighedernes anbefalinger. Både opad de største stigninger og i målbyerne stimlede folk sammen, som man vanligt ser under Tour de France, og det glædede faktisk løbsdirektøren:

»Selvfølgelig var der færre, end det vi ser i juli, men jeg blev alligevel ramt af stemningen langs vejene. 90-95 % af dem bar mundbind.«

Tour de France blev vundet af slovenske Tadej Pogacar, mens danske Søren Kragh Andersen snuppede to etapesejre undervejs i løbet.