Når danskerne til sommer tænder for fjernsynet for at se Jonas Vingegaard forsvare Tour de France-sejren, bliver det med et nyt ansigt i TV 2s Tour-studie.

Eller … helt nyt bliver det ikke, for kanalens nye studievært har i årevis dækket verdens største cykelløb for først DR og siden 2019 for TV 2.

Søren Reedtz skifter rollen som reporter ud med tjansen som vært, når TV 2s Tour-studie rejser rundt i Frankrig i baghjulet på Jonas Vingegaard, Mads Pedersen og resten af verdens bedste cykelryttere.

Han afløser Thomas Kristensen, der i mange år har styret slagets gang fra værtsstolen. Det fortæller chefredaktør på TV 2 Sport John Jäger til B.T.

Søren Reedtz bliver ny vært for TV 2s Tour de France-studie.
Søren Reedtz bliver ny vært for TV 2s Tour de France-studie. Foto: TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

»Thomas Kristensen er blevet helt og aldeles fodboldmand, så han stopper på Tour de France. Der er rigeligt med fodbold til Thomas, så det giver ikke mening for ham at fortsætte med at bruge så mange timer på Touren,« fortæller John Jäger, der glæder sig over, at Søren Reedtz overtager værtstjansen.

»Søren er vanvittig dygtig til at få noget godt ud af rytterne, når vi får dem i studiet. De kompetencer skal vi udnytte,« fortæller chefredaktøren.

Thomas Kristensens farvel til Tour de France har sat en større rokade i gang på kanalens Tour-hold.

I stedet for Søren Reedtz bliver det nu Kasper Højstrup, der kommer til at løbe efter rytterne for at få live-reaktioner. Han har tidligere lavet indslag til Tour-udsendelserne. Den rolle bliver overtaget af Lars Fink.

Thomas Kristensen skal ikke længere være vært på TV 2s Tour de France-studie.
Thomas Kristensen skal ikke længere være vært på TV 2s Tour de France-studie. Foto: TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Desuden fortsætter Sanne Jakobsen som Tour-reporter i Frankrig. Rasmus Staghøj og Lars Bak laver 'AftenTour'.

I kommentatorboksen bliver stemmerne de samme som det historiske Tour de France i 2022.

Det mangeårige makkerpar Dennis Ritter og Rolf Sørensen fortsætter, og de bliver på skift flankeret af Emil Vinjebo og Christian Moberg, der begge debuterede sidste år som afløser for Chris Anker Sørensen, der på tragisk vis mistede livet i efteråret 2021.

Den af Vinjebo og Moberg, der ikke sidder i boksen den pågældende dag, gør Søren Reedtz selskab i studiet.

Jon Pagh, der ved Paris-Nice i marts debuterede som cykelvært, springer Tour de France over. Til gengæld bliver han vært på TV 2s VM-studie, når verdensmesterskaberne køres i august.

»VM ligger midt i det hele mellem Touren og Vuelta a España, så vi skal have flere mennesker i spil,« fortæller John Jäger om rollefordelingen.

Årets Tour de France begynder 1. juli, og du kan naturligvis også følge løbet tæt her på bt.dk.