Det er Tourens første hårde bjergetape, og på den afsluttende stigning til skibyen La Mongie står en 11-årig dreng med håret farvet som dannebrog og venter på sin far.
Men han kommer aldrig forbi. Michael Sandstød ligger i en kløft 75 kilometer væk og kæmper for sit liv.
»Med det samme kan jeg mærke, at jeg ingen mulighed har for at trække vejret. Der kommer blod ud af munden. Jeg har smerter alle steder. Men jeg kan ikke trække vejret.«
Mens tv-kameraerne fokuserer på Lance Armstrong, Joseba Beloki og Roberto Heras' dyst om etapesejren, får de danske tv-seere for første gang nys om, at noget er galt.
»Michael Sandstød har været impliceret i et styrt og er udgået. Hans kraveben er brækket,« lyder de første meldinger, som Jørgen Leth og Jørn Mader formidler videre til danskerne foran fjernsynet.
Det er kun en lille del af sandheden. Brækket er utallige andre knogler i kroppen, og på et hospital i Tarbes, ved foden af Pyrenæerne, er den danske mester i CSC-trøjen i respirator.
Tour de France-historien byder på triumfer og tragedier, som vi alle husker. De fleste bliver optaget, vist og siden gemt i vores kollektive hukommelse, men historien er anderledes 18. juli 2002.
Michael Sandstøds forfærdelige styrt sker dybt nede i gruppettoen på nedkørslen fra Col d'Aubisque. Uden for kameraets linser.
Danskeren har kun én ting i hovedet på etapen, der bare skal overstås. Gensynet med familien, som er samlet på etapens sidste stigning. På toppen af Col d'Aubisque træder han frem i gruppettoen.
Michael Sandstød vil have et forspring, så han kan gøre ophold ved familien – give et kys og et kram.
Men så langt kommer han aldrig. Kort efter toppen – på smækken af italienske Andrea Tafi – river en større sten sig pludselig løs. Michael Sandstød brager direkte ind i klippeklumpen, der er på størrelse med en håndbold.
»Jeg har forbandet mange gange, hvorfor jeg ikke kører til højre, når jeg ved, at stenen falder til venstre. Men jeg blev draget af den. Jeg fulgte stenen. Jeg har ingen mulighed for at styre cyklen. Det er tyngdekraften, der bare driver mig af sted.«
Med 75 kilometer i timen peger cyklen direkte mod autoværnet. Kroppen fortsætter ud over – ned i en stor kløft. Det frie fald føles smertefrit, men for enden af fordybningen venter en klippevæg.
»Jeg kan tydelig huske, hvordan det bare sagde bang i kroppen. Den går bare i stykker.«
Lungen punkterer. Ribbenene knækker mindst otte steder. Der er blod overalt, og smerterne fra hovedet, skulderen og ikke mindst kravebenet er uudholdelige.
Øjeblikket står knivskarpt for Michael Sandstød. Han er konstant ved bevidsthed. Han træder ind i en særlig tilstand, hvor han kan mærke, at livet er ved at slippe fra ham.
»Jeg var med det samme klar over, at det var skidt. Men jeg var også klar over, at jeg kunne stoppe med at kæmpe. Det var så ekstremt. Det var en kamp om at overleve. Jeg var bevidst om, at hvis jeg ikke kæmper, så dør jeg,« siger han og fortsætter:
»Der går et instinkt i gang. Jeg kan mærke mine fødder – at jeg har min førlighed. Så vælger jeg med det samme, at jeg skal kæmpe. Jeg er klar over, at jeg dør, hvis jeg ikke trækker vejret. Jeg skal kæmpe, jeg skal kæmpe, jeg skal kæmpe.«
I sekunderne efter faldet iler tilskuere ned i kløften, hvor Michael Sandstød hjælpeløst befinder sig. Lynhurtigt kommer en læge til stedet. Uforståelige franske gloser bliver blandet sammen med cykelrytterens skrig.
»De river mit tøj op og stikker hul i mig i venstre side. I brystet. De får en slange ned, hvor de kan få luft igennem. De prøver at puste luft ind. De smider mig ind i en ambulance, hvor jeg skriger som en stukket gris. Men det går slet ikke.«
Efter 300 meter på den bumlede bjergvej går alvoren op for redningspersonalet. Der skal handles hurtigt. En lægehelikopter bliver tilkaldt.
Særligt en episode i helikopteren får Michael Sandstød til – selv 20 år efter – at blive så rørt, at hans stemme knækker.
»Piloten bliver ved med at sige: 'Bliv ved mig, Michael. Bliv ved mig'. Han taler til mig hele tiden. Jeg er spændt fast og fikseret. Men jeg ligger kun cirka 30-40 centimeter fra ham. Han arbejder. Taler til mig. Tæller ned. 'Vi er der om 13 minutter. Du må ikke sove'.«
Flyveturen til hospitalet føles som en evighed. Piloten fortsætter under hele flyveturen sin livgivende peptalk til Michael Sandstød.
»Han giver mig en vanvittig opbakning. 'Kæmp nu, Michael. Du kan gøre det'. Og det lykkes mig at holde mig vågen.«
Foran hospitalet står et enormt lægehold klar til at modtage Michael Sandstød. Han har fightet sig igennem sit livs værste krise. Med nød og næppe.
»På operationsstuen mærker jeg med det samme, at de klipper i mit tøj. I mit fine CSC-tøj. Den danske mesterskabstrøje. Den bliver bare klippet i stykker. Så ved jeg ikke mere, andet end at jeg vågner,« siger han og fortsætter:
»Der står en fransk læge, der siger til mig, at jeg har været ekstrem heldig. Hvis ikke min krop havde været så fysisk stærk – og jeg havde haft så stor en vilje, så havde døden vundet over livet.«
Trods den voldsomme ulykke var Michael Sandstød tilbage i konkurrence bare seks måneder senere. Han deltog dog aldrig igen i Tour de France og erkender selv, at ulykken gjorde ham 'til en tøsedreng, der blev bange for at køre nedad, køre på brosten og kæmpe i feltet om pladserne'. Michael Sandstød indstillede karrieren i 2004.
