Flere ryttere og andre ansatte på cykelholdet Team Bahrain Victorious har fået deres hjem ransaget af politiet.

Det skriver holdet på sin hjemmeside, hvor man også kan læse, at holdet føler sig dårligt behandlet af politiet.

Her kalder Team Bahrain Victorious timingen for de nye undersøgelser, her kort inden Tour de France-starten i København, for 'skadende' for holdets renommé.

Fransk politis undersøgelser af holdet, som var under mistanke for at benytte doping, startede under sidste års Tour de France. Her havde holdet stor succes med to etapesejre, og blev som det eneste hold undersøgt af politiet anført af anklageren i Marseille.

»Vi føler, i ly af de seneste undersøgelser, at timingen i forhold til disse nye undersøgelser er foretaget for bevidst at skade holdets ry,« skriver cykelholdet blandt andet.

Team Bahrain Victorious mener ikke, at politiet har noget at komme efter, at holdet arbejder efter de højeste standarder inden for sporten, og melder, at de samarbejder med alle instanser. Men holdet er utilfreds med anklageren i Marseille, som endnu ikke har rejst anklage eller dømt holdet.

»Vi har på intet tidspunkt fået informationer om eller feedback fra sidste års undersøgelser, og har intet hørt om resultaterne og udviklingen af undersøgelserne,« melder cykelholdet, som påstår, at de forgæves har forsøgt at få mere at vide.

Johan Price-Pejtersen er den eneste dansker på Team Bahrain Victorious' hold, men han skal ikke køre Tour de France modsat holdets største stjerne, Matej Mohoric, som sidste år vandt to etaper.