Tour de France er et galehus. Men det er et ‘helt vindunderligt galehus’.
Sådan forklarer fotograf Nils Meilvang sin kærlighed til det franske etapeløb.
Det er hårdt, det er stressende, og han har misset sin søns fødselsdag utallige gange.
Men på trods af afsavnene, bliver han ved med at vende tilbage – 20 gange i alt siden 1996 – for det er også »superfedt«, som han siger.
»Jeg kan nogle gange stå på en dansk tankstation i Danmark, og pludselig lugter der lidt af asfalt, fordi det er varmt … og pludselig bliver jeg mentalt hevet tilbage til Frankrig og får hjemve efter et eller andet dårligt motorvejshotel i Frankrig, fordi så er man der. Det er nok meget sådan, det er.«
Planlægningsfasen begynder som regel allerede i efteråret, når næste års rute præsenteres, forklarer han:
»Hvor skal jeg være, hvordan finder jeg det, hvor skal jeg sove? Det er nærværende en stor del af året.«
I år har han dækket Tourens tre danske etaper. Derudover bliver det til 10-12 dage i Frankrig i jagten på uforglemmelige motiver fra det vidunderlige galehus, der er Tour de France.
Her fortæller han om seks af billederne fra bogen ‘Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder’.
Tadej Pogacar vandt Tour de France sidste år for anden gang i træk. Her er han på podiet på Champs-Élysées:
»Jeg har set mange kedelige podiebilleder, Men det her er særligt, fordi han udstråler ægte, uforbeholden glæde … han er ligeglad med pengene og alt muligt andet. Han er bare superstolt og glad. Pagacar er jo ikke ret gammel, men han fortalte mig, at han som lille havde drømt om en racercykel, og da han fik den, drømte han om at prøve at vinde et løb. Og da han havde vundet et løb, drømte han om at blive professionel. Det var meget i små etaper med ham, og da han så vandt Tour de France, havde han ikke engang nået at drømme om det endnu.«
16. etape i 2006 gik fra Le Bourg-d’Oisans til La Toussuire. Her er det spredte hovedfelt på vej op ad legendariske Col du Galibier:
»Jeg er jo ikke landskabsfotograf, men det der bagtæppe til at lave sine billeder på er helt genialt. Og så er det jo sindssygt smukt. Der kan også være meget ventetid forbundet med bjergetaperne – man kommer jo i god tid af de der gedestier, eller hvor man ellers kan komme igennem, så i stedet for at ærgre sig over ventetiden, kan man jo kigge sig lidt omkring i det geniale landskab. Der er jo også en fotograf-‘hemmelighed’ til Tour de France, når man laver denne type billeder: Det gælder om altid at have en helikopter med i billedet. Her fra Galibier er den oppe i højre hjørne, hvis man kigger godt efter.«
Jonas Vingegaard i feltets ungdomstrøje under sidste års enkeltstart fra Libourne til Saint-Émilion:
»De er virkelig bare fede de der tilskuere. Hold nu kæft, de er gode. Det er også noget, man forsøger at regne på, hvor man skal sidde eller stå, så når man kan være heldig, at det hele passer sammen, er det fedt. Det er også en sjov tanke, at når man står der, kommer larmen fra tilskuerne jo i bølger, og så er der lige stille lidt. Men ham, der kører, kører jo i det konstant. Han er jo på bølgen hele tiden.«
Rolf Sørensen vinder 13. etape i 1996 til SuperBesse og bliver lykønsket af sin soigneur, Ton van Engelen, i målområdet:
»Det er altid totalt kaos, når de ruller i mål, så det handler meget om at kigge op og kigge rundt … hvor skal jeg hen? Er der nogle vagter, der holder mig tilbage? Og hvordan kommer jeg omkring det? Det går så stærkt. Lige fra start har jeg været glad for det billede af Rolf. Dengang var det jo typisk sådan, at man fremkaldte sin film i baglokalet på en café for eksempel og stod og tørrede det med en lille hårtørrer. Og jeg kunne bare se allerede der, at … det er fandeme stærkt. Det er jo en hård machosport, så når sådan en fyr bryder ud i gråd, kommer det langt indefra.«
Den danske rytter Michael Rasmussen gik under navnet ‘Kyllingen fra Tølløse’. Her ses han under Tour de France i 2006:
»Det ligner lidt, at han tager huden af i forbindelse med det lægetjek, og så ligner han jo rent faktisk en kylling med de der arme, som han står der. Jeg kan huske, jeg blev en lille smule forlegen … er det o.k., at jeg tager det billede her i denne her situation? Jeg synes jo, det ser helt ekstremt ud, og alle, der ser det, synes, det er klamt. Men den dag i dag synes han selv, det er et godt billede, fordi han kan se, at han var ordentlig forberedt. Han opfatter det sådan, at vægten er en parameter, som potentielt er løbsafgørende. Det er hans analyse – og sådan, han ser kroppen.«
Tempospecialisten Tony Martin, der nåede op på fire verdensmesterskaber, havde et alvorligt styrt på 1. etape i 2013:
»Det er et megafedt billede, og det siger altså noget om, hvor seje de er. Han vralter af sted med cyklen efter sig der. Det var på Corsica, og historien er, at en bus kører fast under den vimpel, der markerer, at der er en kilometer til mål. Det giver en hel masse ballade på radioen, så det larmer i hovedet på rytterne, og så kører de ind i hinanden. Tony Martin vælter ned på en asfalt med en masse små sten. Huden bliver nærmest høvlet af ham. Han husker ikke, hvordan han kommer i mål, men bagefter trækker han sin cykel hen til holdbussen, giver hånd til sin chef, Pat Lefevere, går op i bussen, og så besvimer han. Han vågner først igen, da de piller alle de der småsten ud af ham. Næste dag sidder han i sadlen igen – han ville køre videre, for 11. etape var en enkeltstart, og den ville han gerne vinde, og det gjorde han så også.«