Søren Kragh Andersens hold har valgt at se bort fra danskeren til Tour de France, skriver Velonews.

Søren Kragh Andersen er ikke på startstregen, når Tour de France bliver skudt i gang i København i næste uge.

Det skriver cykelmedierne Velonews og hollandske Wielerflits, som har været i kontakt med danskerens hold, DSM. De to parter er i samme ombæring blevet enige om at skilles ved årsskiftet, hvor danskerens kontrakt udløber.

Søren Kragh Andersen bekræfter begge oplysninger over for B.T.

Danskeren blev smittet med coronavirus i sidste uge, men det er ikke med hans gode vilje, at han ikke skal med til verdens største cykelløb.

- Jeg er selvfølgelig super skuffet over ikke at blive udtaget og hele situationen med, at jeg lige har haft corona. Det er hjerteskærende, og jeg havde virkelig set frem til at køre Touren i Danmark. Men det er, som det er, og jeg respekterer beslutningen fra DSM, siger Søren Kragh Andersen til B.T.

Han fortæller, at han var chokeret og overrasket over at blive valgt fra til Tour-starten i Danmark.

DSM præsenterer ifølge Velonews sit Tour de France-hold torsdag, og det bliver altså uden danskeren.

- Vi har tidligere set, hvor vigtigt det er at have et fuldt engageret hold til de største mål. Holdet, vi har udvalgt, er motiveret til at arbejde mod samme mål.

- Vi har stadig ambitioner sammen med Søren for resten af sæsonen, og han vil fortsætte med at køre et fantastisk program, hvor vi vil jagte succes, lyder det i en besked fra DSM til Velonews.

27-årige Søren Kragh Andersen har kørt for DSM i flere år, og han har blandt andet kørt to Tour de France-etapesejre hjem til holdet.

Det skete i 2020, hvor danskeren viste storform på de franske landeveje.

- Vi har nydt syv succesfulde år med Søren og ønsker ham alt det bedste med fremtiden. Vi ser frem til at afslutte året og vores tid sammen på en god måde, lyder det ifølge Velonews fra holdet.

DSM har flere andre danskere på holdet. Det drejer sig om Casper Pedersen, Frederik Rodenberg og Søren Kragh Andersens bror, Asbjørn.

Tour de France-feltet kører tre etaper i Danmark. Den første er en enkeltstart i København 1. juli.

/ritzau/