På søndag er eventyret ovre – regnbuerne forsvinder.

Den danske verdensmester i linjeløb, Mads Pedersen, trækker for sidste gang i VM-trøjen på dagen, hvor Tour-feltet triller ind på Champs-Élysées.

Allerede søndagen efter skal en ny verdensmester findes i Imola. Det betyder, at Mads Pedersen ikke får lov at køre i den mytiske regnbuetrøje i de løb, han holder mest af.

Dermed går Mads Pedersen over i historien som en af alle tiders mest uheldige verdensmestre. Coronakaosset har resulteret i, at danskeren kun har båret sportens mest eftertragtede trøje i 11 løb.

Mads Pedersen har kun få dage tilbage i den mytiske VM-trøje
Mads Pedersen har kun få dage tilbage i den mytiske VM-trøje Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Men der er en løsning. Sådan lyder det i hvert fald fra flere markante stemmer på sociale medier – blandt andre fra velansete VeloNews’ europæiske cykelredaktør, Andrew Hood.

»Her er en idé! Lad Mads Pedersen køre klassikerne i regnbuetrøjen i oktober. Covid-19 har ødelagt hans verdensmestersæson, så det ville være en fin gestus,« lyder ideen fra journalisten på Twitter.

Burde UCI – den internationale cykelunion – lade den unge dansker køre den forskubbede klassikersæson iført den mytiske trøje? Skal Mads Pedersen ikke have lov at blive hyldet i Paris-Roubaix?

Åbenbart ikke, lyder svaret fra UCI, efter B.T. har rettet henvendelse.

Sådan så det ud, da Mads Pedersen på sensationel vis tog VM-guldet i Harrogate i fjor.
Sådan så det ud, da Mads Pedersen på sensationel vis tog VM-guldet i Harrogate i fjor. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

»Vi har fuld forståelse for, at årets specielle omstændigheder betyder, at den forsvarende mester ikke ikke får lov til at køre i og vise regnbuetrøjen frem, men UCI's regler er nødt til at blive overholdt,« lyder det uden videre begrundelse fra Louis Chenaille, presseperson i UCI.

»Når vi snakker om Mads Pedersen, er det værd at nævne, at han har fået lov til at vise trøjen frem under årets Tour de France,« fortsætter talspersonen fra den internationale cykelunion.

Dermed må Mads Pedersen sørge for i fulde drag at nyde de sidste dage i sportens smukkeste trøje. Og det er helt sikkert, at han ikke trækker i den igen foreløbigt.

Den danske Trek-Segafredo-rytter har nemlig valgt ikke at stille op til VM i italienske Imola. I stedet er Jakob Fuglsang dansk kaptajn i det bjergrige løb.

Mads Pedersens afbud betyder også, at Danmark kun får otte ryttere med til løbet i stedet for ni.