Mads Pedersen i den gule førertrøje efter 1. etape af Tour de France?

Det er ambitionen for holdkammeraten Mattias Skjelmose inden den 19,6 kilometer lange holdtidskørsel, der indleder årets udgave af det franske etapeløb.

Lidl-Treks plan er, at holdkammeraterne ofrer sig på den første del, hvorefter Skjelmose, Pedersen og Juan Ayuso sidder sammen på den sidste stigning op mod mål på Montjuic-bjerget i Barcelona.

Her lægger Skjelmose ikke skjul på, hvem han håber kommer først over stregen.

- Hvis alt går vel, håber jeg at kunne lancere Mads. Men vi må se, hvem der sidder tilbage til sidst.

- Planen er, at jeg ikke skal ofre mig før til allersidst, hvis det sker. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gerne ville køre Mads til en gul trøje, siger Mattias Skjelmose.

Holdtidskørslen afvikles i "det moderne" format, hvor rytterne får noteret individuelle tider, og ikke som tidligere, hvor holdets tid blev taget, når fjerde rytter kom over stregen.

Det betyder, at man i højere grad kan køre udvalgte kaptajner i stilling, og Skjelmose er overbevist om, at Mads Pedersen kan gøre en god figur på den afsluttende stigning.

- Det er ikke den hårde side af Montjuic, vi skal op ad lørdag. Det er kun 500 meter, og som jeg kender Mads, bliver han ikke sat der, medmindre han gerne vil sættes.

- Det er måske ikke en afslutning for rene sprintere, men det er Mads jo heller ikke. Hvis det tager ham, kan han jo køre i top-40 i bjergene. Jeg kan ikke se, hvilke ben jeg skal finde frem for at sætte ham på sådan en stigning.

- Jeg tror på det, og hvis man ser på de kommende to etaper, tror jeg også, at han ville kunne forsvare trøjen, siger Mattias Skjelmose.

RITZAU