Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er ti danskere med i årets Tour de France. Det står klart, efter at EF onsdag har udtaget sit hold.

Cykelholdet EF har udtaget Magnus Cort til Tour de France.

Det oplyser holdet på sin hjemmeside, og dermed er Cort også med i Tivoli i København senere onsdag, hvor hele Tour-feltet præsenteres.

- At vinde etaper ved Touren er på et andet niveau sammenlignet med alt andet i cykelsporten. Det betyder meget bare at blive udtaget. Især i år når Touren begynder i Danmark, siger Cort, som vandt en Tour-etape i 2018, til holdets hjemmeside.

Magnus Cort er som ventet klar til Tour de France. Her ses han under sidste uges DM. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Magnus Cort er som ventet klar til Tour de France. Her ses han under sidste uges DM. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

I år er det ikke blevet til de helt store resultater for Cort, som i karrieren også står noteret for i alt seks etapesejre i Vuelta a España.

Ved DM op til Tour de France blev Cort nummer 12 i linjeløbet og nummer to i enkeltstarten.

EF var det sidste af Tour-holdene til at sætte navne på sine otte ryttere, og med Cort på holdet er der i alt ti danske ryttere med fra start i København.

1. etape - en enkeltstart i den danske hovedstad - køres fredag.

I 2021 stillede 11 danske ryttere til start i Tour de France, hvilket var rekordmange.

I årets felt er der dansk islæt på 8 af de 22 hold. Quick-Step er det eneste hold, der har mere end én dansker med.

Det belgiske hold har hele tre danskere på startlisten. Det er Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Honoré.

Mest fokus med danske briller vil der givetvis være på Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma). Han sluttede på en samlet andenplads sidste år og er blandt de største favoritter til den samlede Tour-sejr i år.

De første tre etaper af årets løb køres i Danmark. 2. etape køres lørdag fra Roskilde til Nyborg, hvor rytterne blandt andet skal over Storebæltsbroen. 3. etape søndag køres fra Vejle til Sønderborg.

/ritzau/

Andre læser også