Mattias Skjelmose har fået et mindre gennembrud uden at vinde. Den første sejr skal bare overstås, mener han.

For tiden hører det til sjældenhederne, at Mattias Skjelmose kører et cykelløb uden at slutte blandt de bedste.

Så sent som i sidste uges Tour de l'Ain blev Trek-rytteren nummer seks, to og fire på de tre etaper med en samlet andenplads som udfald.

Men den første professionelle sejr mangler han stadig.

- Selvfølgelig vil jeg gerne have den første sejr overstået, men så længe jeg er med fremme, er jeg glad, siger han.

Det er blot to år siden, at Skjelmose fik World Tour-debut, men han har allerede vist sig fint frem i store løb som UAE Tour, Catalonien Rundt og Clasica San Sebastian.

I år er han foruden Tour de l'Ain endt på podiet i Tour de Wallonie, Tour de la Provence og ved DM i enkeltstart.

- Jeg ville gerne bytte nogle af mine top-10-placeringer til en sejr, men jeg føler også, det er vigtigt at vise, at man kan være med hver gang, siger han.

Der skal bare lige hul på bylden, fornemmer han.

- Der er mange, der siger, at så snart man har fået den første, er man ikke lige så ivrig efter det. Så kan man køre lidt mere koldt. Det synes jeg, jeg har prøvet alligevel, men jeg tror, at man skal mærke det, før man ved, hvordan det er, lyder det fra den 21-årige rytter.

Måske kommer sejren i denne uge.

I hvert fald regnes Skjelmose som en af favoritterne til den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt, og på scenen i Allerød var han også den danske mester Alexander Kamps favorit til en topplacering.

- Vi tror på, vi kan vinde som hold, og det lægger vi heller ikke skjul på. Vi vil stå øverst på podiet i Vejle, siger Skjelmose.

Jumbo-Vismas Olav Kooij vandt tirsdag 1. etape af PostNord Danmark Rundt. Onsdag fortsætter det danske cykelløb med en enkeltstart i Assens.

Skjelmoses bedste chance for en etapesejr er formentlig lørdagens afsluttende etape fra Give til Vejle, som byder på omkring 1700 højdemeter.

/ritzau/