Vi drømmer om en dansker øverst på podiet i Paris.

For Jonas Vingegaards form ser bedre ud end nogensinde før!

Men der står to slovenere i vejen for den ultimative triumf.

Her gennemgår vi de seks største favoritter til årets Tour de France.

FAVORITTERNE


Der findes ingen større aktiv cykelstjerne. Slovenske Tadej Pogacar har vundet de seneste to udgaver af Tour de France. Han har knust al modstand og kunne i fjor cykle hjem med både den gule trøje, den hvide ungdomstrøje og den prikkede bjergtrøje. Et fænomen!

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at nogen kan true mægtige Pogacars ambitioner om at vinde verdens største cykelløb for tredje år i træk. Jumbo-Vismas hold anført af duoen Jonas Vingegaard og Primoz Roglic ligner førsteudfordrerne til den kun 23-årige superstjerne, som ankommer med et ligeledes stærkt hold af hjælperyttere.

Det virker, som om den eneste, der kan spænde ben for UAE-stjernen, er Pogacar selv. Men han ligner langtfra en mand, der er træt af at vinde. Tværtimod. Se bare på netop overståede Slovenien Rundt, hvor hjemmebanefavoriten i et godt nok halvtyndt felt pulveriserede alt modstand.

Pogacar udviser ingen svaghedstegn. Der skal uheld eller en hidtil uset præstation af Jumbo-holdet til at slå kometen fra Komenda.


Siden den danske Tour-sensation fik hele verden til at måbe sidste sommer, har målet være fuldstændig klart: Tour de France 2022. På mange måder virker det som en mere moden, helstøbt og kølig dansker, der endnu en gang træder ind i det vilde Tour-rampelys.

Formen er fundet. Efter et svingende forår stemplede den ydmyge jyde ind i det vigtige Tour-forberedelsesløb Dauphiné og leverede et sandt arbejdsraseri for sine holdkammerater. Han kronede indsatsen med en sejr på sidste etape, hvor danskerens tråd flere gange så ud til at plante holdkaptajn Primoz Roglic.

Netop Roglic kan til Touren både blive en velsignelse og en forbandelse for danskerens vinderchancer. Der er ingen tvivl om, at de to Jumbo-Visma-stjerner kun kan slå Pogacar ved at udnytte hinandens styrker og angribe favoritten fra to sider.

Men også internt på holdet er der et hirearki, hvor Roglic – trods udsagnet om en delt kaptajnrolle – ser ud til at være en smule foran. Det kan den ydmyge dansker dog hurtigt ændre på med sit yndlingssprog: ved at tale med benene.


Det er nu eller aldrig for Primoz Roglic. Skaderne er væk – forberedelserne har været optimale. Jumbo-Visma-stjernen kan sætte sit lys nummer 33 i fødselsdagskagen til oktober, når sæsonen går på hæld, men han har stadig sin første Tour de France-triumf til gode.

Den skulle være kommet i 2020, men et historisk sammenbrud gjorde, at Roglic blev overhalet af Tadej Pogacar på den sidste betydningsfulde etape. Sidste år udgik Roglic, og derfor må det være nu, at revanchetørsten er allerstørst. Faren er dog, at Pogacar i mellemtiden kun er blevet stærkere ...

Med sejre ved OL, Liège-Bastogne-Liège, Tirreno-Adriatico, Paris-Nice, tre Vuelta-trofæer og podiepladser til Touren og Giroen – for bare at nævne et udvalg – kan den tidligere skihopper fremvise et af feltets fornemmeste cv'er.

Når man tilmed kan alliere sig med en som Jonas Vingegaard på sit hold, der selv uden danskeren var et af feltets stærkeste, gør det bestemt ikke ens chancer ringere.


Det kan godt være, at den russiske bjergged kører under hvidt flag, men han har ikke opgivet håbet om den ultimative triumf i Tour de France.

På papiret en outsider lige under Pogacar, Vingegaard og Roglic, og måske havde han endda scoret en stjerne mere, hvis det ikke have været for den positive coronatest under Schweiz Rundt.

Dagen før Bora-Hansgrohe hev Vlasov ud af løbet, viste han skræmmende styrke, men spørgsmålet er, om virussen stadig sidder i kroppen i den vigtige første uge, hvor Touren ikke kan vindes, men nemt tabes.

Vlasov har præsteret en fornem sæson med to sejre i etapeløb, og han ser ud til at have løftet sig et niveau siden skitet fra Astana.


Den walisiske gentleman har gjort det før, men de færreste havde inden denne sæson regnet med, at der var bare den mindste chance for en gentagelse af Tour-triumfen i 2018.

Skader, styrt og corona har plaget Thomas i en sådan grad, at end ikke Tour-deltagelsen syntes sikkert i begyndelen af året. Især ikke på så stærkt et mandskab som Ineos.

Men stille og roligt har Geraint Thomas fundet fordums styrke frem – allertydeligst på den afsluttende enkeltstart i Schweiz Rundt, hvor han slog rub og stub og sikrede sig den samlede sejr.

En komplet rytter, der dog nok mangler det allersidste på de skrappeste stigninger, hvor Pogacar, Vingegaard og Roglic må forventes at være i en klasse for sig.


Hoppede som en kænguru ind som en af forrige års helt store Tour-overraskelser, og i år ser australierens form ud til at være mindst lige så veltimet.

AG2R-motoren har leveret fornemme præstationer i de seneste tre etapeløb, og i Schweiz Rundt var han den sidste til at slippe, da dynamit-duoen fra Jumbo-Visma drejede på gashåndtaget.

Han virker som en af de stærkeste på Tourens udmarvende bjergetaper, men på enkeltstarten virker han stadig for svag til for alvor at kunne true feltets øvrige favoritter.