'Den store bagedyst'-stjerne Rosa Kildahl forbereder sig i disse dage på sin helt egen Tour de France – hvor hun samtidig skal rapportere til hele Danmark!

I tre uger skal hun sammen med datteren Trine Marie Hansen og barnebarnet Frida følge Tour-stjernerne – og i særdeleshed svigersøn Jonas Vingegaard – helt tæt på.

»Trine og jeg følges sammen hele vejen. Vi joker med, at jeg er au pair for Frida, fordi jeg støtter Trine med Frida,« forklarer Rosa Kildahl.

Selv om Rosa og co. holder sig til fire hjul i stedet for to, lægger hun ikke skjul på, at det bliver en strabadserende tur rundt i Frankrigs mange krinkelkroge.

»Det er virkelig omstændeligt. Du skal hjemmefra om morgenen og kommer sent hjem. Det er besværligt med alle de lukkede veje.«

Derfor forklarer Rosa Kildahl da også, at den lille familie ikke vil være til stede på alle etaper.

De udser sig med omhu de helt rigtige placeringer, hvor de kan heppe, vinke og sende god energi af sted til Jonas Vingegaard.

Det bliver med brølet 'Gulerodskage' – som Rosa Kildahl entusiastisk har for vane at råbe, når svigersønnen kører tæt forbi.

Rosa Kildahl, der er kendt fra 'Den store bagedyst' på DR, er Jonas Vingegaards svigermor.
Rosa Kildahl, der er kendt fra 'Den store bagedyst' på DR, er Jonas Vingegaards svigermor. Foto: Janus Nielsen
Vis mere

Selv om Rosa Kildahl får travlt med børnepasning, ruteplanlægning og generel feriestress, som de fleste kender det, har hun sagt ja til et lille sommerferiejob.

Det store smil fra Glyngøre vil undervejs give B.T.s læsere et ærligt og humoristisk indblik i sit møde med det vilde Tour de France-cirkus.

Her skriver hun under verdens største cykelløb løbende klummer om de tre generationers rundtur i Frankrig.

Først gælder det dog de tre danske etaper, og festlige Rosa Kildahl håber, danskerne har fundet det gode humør frem:

»Jeg er spændt på, om danskerne er klar på en folkefest, som man snakker om og forventer.«

Ud over Rosa Kildahl vil den danske cykelstjerne Magnus Cort dagligt skrive klummer i B.T. under Tour de France.

Du kan møde den danske EF Education-rytter hos B.T., når vi mandag 27. juni inviterer til læserarrangement i Pilestræde i København.

Meld dig til HER.