Lyt til artiklen

The Beatles eller The Rolling Stones? Rolf Sørensen eller Bjarne Riis?

Danmarks to største cykelhelte i 1990erne havde flere nu nærmest legendariske sammenstød, der fik danskerne til at dele sig i to lejre.

For Rolf Sørensen var det et irritationsmoment, at danskerne kun havde Tour de France i hovedet og ikke gav ham den anerkendelse, han eksempelvis fik i Italien.

Læs om Rolf Sørensen og Bjarne Riis' sammenstød her i boguddraget fra 'Tour de France' af førstnævnte – kapitlet 'Min fjerde Tour (1994)'

Rivalisering er brændstof

Misundelse, ambitioner, accept. Mange ting kan komme i spil, når en cykelrytter skal grave dybt i værktøjskassen og finde flere kræfter i smertens stund. Jeg havde mine ture med Bjarne Riis, som blev Danmarks darling, og det skabte strid og drama.

Meget er blevet sagt og skrevet om rivaliseringen mellem Bjarne Riis og jeg, og mon ikke dette er en god anledning til at kigge tilbage på den igen. Tour de France er trods alt den store scene for rivaliseringer og uforglemmelige dueller i både fortid, nutid og med garanti også fremtid.

Jeg har altid haft den største respekt for Bjarne, som han har for mig, og vi har for længst lagt al balladen fra de franske rundture og VM i midthalvfemserne bag os.

At jeg nu ripper op i den del af de gamle dage, må derfor ikke forstås som et forsøg på at gøre 'et regnskab' op. Jeg gør det for at fortælle, hvad Tour de France’ størrelse rent psykisk kan gøre ved rytterne. Meget af balladen mellem Bjarne og jeg tager nemlig udgangspunkt i rampelyset fra Touren, higen efter anerkendelse og personlige ambitioner.

Bjarne Riis og jeg levede forskellige liv. Jeg boede i Toscana i Italien og kunne træne med et par håndfulde af verdens bedste ryttere i jagten på at opfylde mine ambitioner for sæsonen. Bjarne gjorde sine ting og trænede mod andre mål.

Rivaliseringen mellem os startede, da han også begyndte at køre stærkt i en fri rolle. Aviserne havde en fest med at spille os ud mod hinanden, måle os op mod hinanden. Uden sociale medier fyldte skriverierne intet i vores liv, og min sportsdirektør Giancarlo Ferretti havde lært mig kun at læse aviserne, når der var sket gode ting. Men selvfølgelig var der rivalisering.

Bjarne og jeg røg i totterne på hinanden indimellem – og ja, det var nok en form for brændstof. I Touren 1994 vandt jeg 14. etape til Montpellier, dagen efter Bjarne vandt 13. etape til Albi, og en uge efter Bo Hamburger var først over målstregen i Trélissac. Jeg lagde ikke etapeplaner efter de andres resultater eller kørte specifikt på Bjarne, men den etapesejr faldt på et meget tørt sted.

Min første individuelle etapesejr i Touren kunne ikke været timet meget bedre, for jeg trængte til at vise hele Danmark, hvad jeg stod for – og at jeg ikke skulle betragtes som en rytter i skyggen af Bjarne. Vi havde vundet holdløbet med GB-MG på 3. etape, men det var jo en holdsejr, hvor jeg kun var én brik ud af ni. Sejren i Montpellier satte kun mig i rampelyset.

»På 14. etape fik jeg vist hele verden – og ikke mindst hele Danmark, hvad jeg var lavet af i forhold til taktisk overblik, timing og punch.«
»På 14. etape fik jeg vist hele verden – og ikke mindst hele Danmark, hvad jeg var lavet af i forhold til taktisk overblik, timing og punch.« Foto: PASCAL PAVANI
Vis mere

På 14. etape kom vi afsted i en femmandsgruppe, som Neil Stephens (ONCE) splittede med 20 kilometer ind. I gruppen sad også min holdkammerat Rolf Järmann, og han bakkede af, da jeg selv lukkede hullet til australieren. Derfra var det kun Stephens og jeg mod mål, og i spurten følte jeg mig sikker på at vinde.

Jeg insisterede på at holde mig bag ham, så vi næsten stod stille på vejen, men da jeg først slog kontra på hans åbning, var det bal lukket. På den etape fik jeg vist hele verden – og ikke mindst hele Danmark – hvad jeg var lavet af i forhold til taktisk overblik, timing og punch.

Konkurrenter med et twist

Bjarne og jeg var konkurrenter med et ekstra tvist, fordi vi var landsmænd og kendte hinandens færdigheder indgående helt tilbage fra drengeklasserne. Bjarne er et år ældre end jeg, og vi kørte begge for Ariostea i 1992, hvor han hjalp mig til at genvinde Tirreno-Adriatico. Senere hjalp han mig også til OL-sølv, og jeg har meget at takke ham for.

At jeg alligevel blev ramt af en ømtålelighed omkring hans rejse mod verdenstoppen skyldtes, at den almindelige dansker dengang kun så Tour de France. Alle de store løb, jeg vandt, gik den brede offentligheds næse forbi, og primært cykelnørder forstod, hvor jeg reelt stod meritmæssigt i forhold til Bjarne. For alle andre var Bjarne blevet stjernen. Den store helt i Danmark. 'Ørnen' fra Herning.

Rolf Sørensen (tv.) og Bjarne Riis træner sammen på VM-ruten dagen inden VM i landevejsløb for professionelle på Sicilien i 1994.
Rolf Sørensen (tv.) og Bjarne Riis træner sammen på VM-ruten dagen inden VM i landevejsløb for professionelle på Sicilien i 1994. Foto: Finn Frandsen
Vis mere

Jeg følte, at min stjerne blegnede på grund af folks uvidenhed – og at fokus af samme årsag primært var på Riis. I Danmark var Bjarne formentlig vurderet til at være den bedste af os med 90 mod 10 procents opbakning. Tog jeg til Italien og spurgte, ville det være lige omvendt.

Da Bjarne vandt Tour de France i 1996, kom der selvfølgelig andre parametre med i regnestykket, men her i 1994 var han på vej mod toppen, hvor jeg havde været længe. Derfor irriterede det mig. Det triggede mig, at han i medierne var den sindige, landskære jyde, og jeg blev gjort den til arrogante og giftige nordsjællænder.

Det er nemt at råbe, »det var pressens skyld«, men ikke alle journalisterne var lige seriøse og velinformerede, og det irriterede mig grænseløst, når de mødte op uforberedte og med cigarrøg i tøjet og sprutånde ud af munden.

Bevares, jeg smed også selv brænde på bålet ved at være kort for hovedet, når det var gået dårligt, og snakkede løs når det var gået godt. Grundlæggende følte jeg bare, at folk ikke kendte mig, og at de ikke vidste, hvad jeg havde præsteret og kunne forventes at præstere. Der gik 'hele Danmarks Bjarne' i den.

Tour de France fik lov at overskygge alt andet, og jeg føler reelt, at vi skulle helt op omkring år 2015-stykker, før den brede befolkning for alvor fik øjnene op for, hvor stor en styrkeprøve klassikerne er, og hvad jeg havde bedrevet.

Med den store danske talentmasses fremkomst over de seneste år, og danske sejre i de store klassikere, har den danske befolkning åbnet sine øjne for dem, er blevet vilde med dem – og forstår dem. Så ja, den mekanisme gjorde ikke mine Tour-deltagelser mindre vigtige.

Touren var den store scene generelt og for mig personligt, og det gav ekstra brændstof at skulle køre for, at Bjarne Riis ikke stak af med al opmærksomheden hele tiden. Eller sagt på en anden måde: En etapesejr i Tour de France stod altid højt på min ønskeliste – og med rivaliseringen in mente var Tour de France pludselig også blevet den vigtigste scene til at vise Danmark, at jeg også kunne noget.

Ambitioner

Ambitioner må aldrig underkendes, og hjemme i Danmark gjorde pressens vinkling på Bjarne og mig kun etapeløbet endnu mere seværdigt. Rivalisering og intense dueller mellem to parter giver en anden ramme. Et ekstra drama. Rivaliseringer er en vigtig del af cykelsportens teater, vil Jørgen Leth nok sige.

Når nu skriverierne i aviserne intet fyldte i min hverdag dengang, kan jeg derfor sagtens se tilbage på den tid med et smil, og jeg genkender jo mekanismen – og nyder den – når jeg dækker cykelløb som tv-kommentator.

I 2020’erne har vi seere blandt andet været begunstigede af den evige rivalisering mellem Wout Van Aert og Mathieu van der Poel: Jævnaldrende, næsten lige gode, belgier mod hollænder. De to stjerner fremstod hurtigt som hinandens værste modstander og hinandens store drivkraft. Det gav pressen guf at skrive om, og det satte en dramaturgisk ramme om de løb, de kørte mod hinanden i.

Pressen skal derfor også reelt have ros for at spille Bjarne og jeg ud mod hinanden, på den måde pressen gjorde det i midten af halvfemserne. Det gav en hulens masse læsestof og skabte debat og massiv interesse. Man kunne vælge side mellem os. Set i bakspejlet er det ret vildt, hvad vi var med til at skabe. Rivaliseringer er ligesom uheld, sygdom, vanvidsudbrud og andre uforudsete hændelser med til at definere Tour de France.

I Frankrig begyndte Riis-mod-Sørensen-balladen vel i 1993, og i 1994 tog den yderligere fart, da Bjarnes Gewiss-Ballan-hold kørte mig ind på sidste etape på Champs Élyssées.

Bjarne Riis på Touren i 1994.
Bjarne Riis på Touren i 1994. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

Jeg husker det kun svagt, men tilfreds har jeg næppe været – især fordi etapen endte, som den gjorde, og et udbrud for en sjælden gangs skyld holdt hjem for snuden af topsprinterne – som Gewiss-Ballans tilbageværende ryttere i øvrigt næppe kunne have besejret i en massespurt. Bagtæppet var således hæklet med skarpe kanter, da vi en god måned efter Tour de France skulle køre VM på Sicilien.

Balladen på Sicilien

Til VM i 1994 var Bjarne og jeg sidestillede kaptajner, og vi havde begge en kanon god dag. Som jeg husker det, var vi omkring halvvejs i løbet, da Bjarne sagde til mig, at han havde stjerneben. »Jeg er flyvende«, sagde han. »Det er jeg også«, svarede jeg, og så stak jeg i udbrud. Bjarne blev siddende i gruppen, jeg forsvandt fra. Sådan lyder den helt korte udgave af historien.

I målområdet trillede jeg over stregen på en sjetteplads og med Bjarne Riis ti sekunder og tre placeringer efter. Han var rasende. »Hvad fanden er det, din mand kører og laver«, råbte han til min kone Susanne. Bjarne smed med cyklen, og også til pressen snerrede han: »Han vil hellere blive nummer seks og bedste dansker end at se mig som verdensmester. For fanden da«.

Bjarne mente, at alle kunne se, at han kunne vinde, og at jeg ikke kunne vinde. »Jeg er skuffet over Rolf, for jeg kunne se, at han ikke kunne vinde. Det kunne alle se. Jeg beder ham om at give mig en hånd, men det vil han ikke, for han siger selv, at han er godt kørende,« vrissede Riis til Jørn Mader.

Da jeg selv kom over til journalisterne, var Jørn Mader snu. Han hældte lidt vand ud af ørene – »godt kørt« og sådan – og indskød derefter, lidt uden for
sammenhæng: »Bjarne siger, han er skuffet«. Jeg anede intet om Bjarnes udlægning, og jeg svarede derefter. »Skuffet? Over sig selv eller hvad?« Og så kørte balladen ellers for fulde omdrejninger: Den arrogante nordsjællænder nægtede at vedstå sig sit landsforræderi.

Den lidt længere version, af historien om hvad der faktisk skete på VM-ruten i Agrigento, er selvfølgelig mere nuanceret, og pilen peger tilbage på Bjarne selv. Ja, jeg vidste, at afslutningen på VM-ruten nok ville være for hård for mig, men det gjorde mig jo ikke chanceløs, hvis jeg fuldførte en plan, der kunne opveje afslutningens sværhedsgrad: Italiens landshold var meget stærkt med Fondriest, Bugno, Chiappucci, og de kørte på hjemmebane.

Franskmændene havde mange folk til den type afslutning. Leblanc, Virenque, De Las Cuevas. Derfor måtte min plan være at åbne udefra. I en spurt mod
alle esserne op ad den sidste stigning ville jeg være chanceløs. Jeg angreb derfor ad flere omgange. Først med Breukink (Holland), Madouas (Frankrig), Cassani (Italien) og Puttini (Schweiz).

Kortene var blandet perfekt i det udbrud, og vi begyndte at sejle væk fra feltet. Uheldet ville dog, at franskmanden punkterede, og derfor angreb hans holdkammerater nede bagfra og åbnede løbet op igen. Det kastede en ny, større frontgruppe af sig, og i den var Bjarne Riis ikke med. Det kunne Bjarne sagtens have været, men han sov i timen, da andre ryttere kørte op til den.

Fordi andre ryttere stod for angrebet, havde Bjarne haft helt frit lejde til at gå med dem, uden at det ville blive betragtet som en angreb på mit udbrud – og havde han siddet der fremme med mig på det tidspunkt, havde han haft en reel chance for at vinde VM.

Rolf Sørensen og Bjarne Riis i 2017.
Rolf Sørensen og Bjarne Riis i 2017. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Resultatlisten snyder også, for de ti sekunder, Bjarne kom i mål efter mig, var et udtryk for, at han først på sidste omgang – hvor han havde flere minutter op til de forreste – kørte fuld gas og halede ind på dem i blindt raseri. Men altså ikke mere, end han krydsede stregen 52 sekunder efter verdensmesteren, Luc Leblanc. Jeg sad i modsætning til Bjarne med helt fremme i flere forskellige angreb på både næstsidste og sidste omgang.

På sidste omgang med luksushjælperytteren Massimo Ghirotto (Italien) og Luc Leblanc (Frankrig). I det trekløver troede jeg på medalje, og jeg foreslog italieneren et samarbejde. Jeg havde lige siddet i udbrud med ham i Tour de France, da jeg vandt 14. etape: »Ghiro, hvis du kører, så kører jeg ikke efter dig. Hvis jeg kører, kører du ikke efter mig«, lød dealen. »Det kan jeg ikke. Det må jeg ikke«, svarede han med henvisning til kaptajnerne i gruppen bag os.

Ghirotto var det mest loyale, man kunne finde, og han var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg forsøgte et par gange uden held at komme væk, og lige før den sidste stigning blev vores trekløver med Leblanc og Ghirotto halet ind af Lance Armstrong, Claudio Chiappucci, Richard Virenque og Dimitri Konyshev. Den gruppe var Bjarne aldrig tæt på at nå.

Bjarne havde intet at være sur over i forhold til VM. Den del af rivaliseringen var ikke destruktiv. Jeg kørte for min chance og ikke for at ødelægge hans. Hvordan han i øvrigt kunne se, at jeg ikke kunne vinde, når han ikke sad der, må stå hen i det uvisse. Og han kunne da umuligt være skuffet over ikke at vinde, når han ikke sad med i finalen!?

Erkendelsen

23 år senere nåede Bjarne samme konklusion og gav mig ret, da vi snakkede om det på TV 2. »Jeg ødelægger cykelløbet for mig selv. Jeg sad med stjerneben og kører rigtig stærkt til sidst, men det var bare for sent. Jeg sidder og sover. Og jeg sidder egentlig og kigger på, at de andre kører cykelløb i stedet for selv at være med i det«, sagde Bjarne Riis:

»Jeg har måske også dummet mig bagefter. Jeg skulle jo bare have holdt min mund. Der fejler jeg. Men det er jo også uerfarenhed. Jeg var stadigvæk rimelig ung på det tidspunkt, og nogle gange kommer man til at sige noget, man ikke lige skal, og sådan er det. Men jeg tror egentlig, at det lige så meget var fordi, jeg var irriteret på mig selv. Jeg skulle have været med, da Rolf kører. Så havde jeg haft en chance«, sagde Bjarne til TV 2.

Men dengang i midthalvfemserne kørte pressen hårdt på rivaliseringen og skrev den op i højderne, som var vi Coppi og Bartali, Moser og Saronni eller to topsprintere, som bragede sammen igen og igen.