Det har ikke været den Tour, som colombianske Nairo Quintana drømte om.

Hverken på de franske landeveje eller for den sags skyld på rytterhotellet. For onsdag aften blev en af de mere dramatiske for den 30-årige Arkéa-Samsic-rytter. Her tog fransk politi affære og valgte at gennemføre en større aktion rettet direkte mod Nairo Quintana.

Det franske politi gennemsøgte ifølge L'Équipe og Le Journal du Dimanche Quintanas værelse i byen Méribel efter 17. etape til Col de la Loze. Her stoppede de dog ikke.

For også Nairo Quintanas bror, Dayer Quintana, og Winner Anacona fik deres værelse gennemsøgt – ligesom flere hold-biler skulle kigges igennem.

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Team manager på Arkéa-Samsic, Emmanuel Hubert, har til L'Équipe bekræftet, at gennemsøgningen har fundet sted, men har ellers ikke yderligere kommentarer.

Men ifølge de franske aviser var aktionen sat i værk uden samarbejde med de franske antidoping-myndigheder.

Om der blev fundet noget, som ikke skulle være der, på Quintanas eller de to andre rytteres værelser, melder historien intet om. Men den kommer på bagkant af Touren, der blev afsluttet søndag efter flere dramatiske etaper undervejs.

Og det var altså ikke Nairo Quintana, der stod med den gule trøje til sidst. Det var derimod 22-årige Tadej Pogacar fra Slovenien.