Tadej Pogacar henviste Sergio Higuita og Alejandro Valverde til anden- og tredjepladsen i italiensk løb.

Den slovenske cykelstjerne Tadej Pogacar viste tirsdag, at formen er til stede inden første møde med Jonas Vingegaard siden Tour de France.

I det mindre italienske endagsløb Tre Valli Varesine henviste han Sergio Higuita (Bora) og Alejandro Valverde (Movistar) til henholdsvis anden- og tredjepladsen i en spurt mellem omkring 25 ryttere.

24-årige Pogacar rundede dermed 45 professionelle sejre i sin karriere.

To af dem er samlede sejre i Tour de France i 2020 og 2021. I år blev UAE-stjernen distanceret med næste tre minutter af Jonas Vingegaard, som dermed hentede sin klart største triumf i karrieren.

Lørdag stiller Pogacar op som forsvarende mester i sæsonens sidste monument, Lombardiet Rundt.

Med i feltet er også Vingegaard, der har netop Lombardiet Rundt som sit store mål i efteråret.

Jumbo-Visma-danskeren vandt i sidste uge to etaper og blev nummer to samlet - et sekund efter Matej Mohoric - i det kroatiske etapeløb CRO Race.

/ritzau/