Lyt til artiklen

»Sådan et vil jeg også gerne have, hvor får man fat i det?«

Det var ordene fra verdensstjernen Tadej Pogacar, da han fik øje på TV 2-værten Dennis Ritters gule jakkesæt til Tour de France holdpræsentationen i Tivoli onsdag aften.

»Vil du have et? Det kan jeg da godt hjælpe dig med,« sagde Ritter.

Og nu hænger jakkesættet klar til den 23-årige slovener.

»Vi har været i kontakt med ham (Pogacar, red.) inde på Instagram, og tilbudt ham, at vi bare kunne komme med det, så han var klar, hvis han vinder igen for tredje gang. Han ville godt vente, til han var kommet sikkert til Paris i den gule trøje. Så nu må vi se, det kan være, at vi skal til Paris og lave lidt sjov med ham,« lyder det fra Brian Martin Rasmussen, der står for kommunikation og PR hos Deerest, som står bag jakkesættet.

»Vi skrev bare til ham på Instagram og sagde: ‘Vi har hængt det klart til dig,’ så han må bare sige til.«

Og det må vi håbe, at Pogacar gør, for Dennis Ritter er i hvert fald glad for sit jakkesæt.

»Jeg vil sige det sådan, at hvis der bliver plads, så kommer det med i kufferten til Frankrig. Hvis der ikke bliver plads, og Jonas Vingegaard ligger til at vinde, så tror jeg, at jeg får sendt bud efter det, lad mig sige det på den måde. Det bliver lidt holdt på standby,« sagde Ritter til B.T.

Deerest-teamet med Brian Martin Rasmussen forrest.
Deerest-teamet med Brian Martin Rasmussen forrest.
Vis mere

Om det bliver Tadej Pogacar eller Dennis Ritter, der kommer til at trække i det gule jakkesæt på Tour de Frances sidste etape er ikke til at sige.

Men nu har førstnævnte i hvert fald mulighed for at få fingrene i det gule sæt.

Årets første etape løber af stablen fredag med en enkeltstart i Københavns gader.

Du kan følge hele Touren på bt.dk.