Der kommer ikke en stigning, hvor Tadej Pogacar ikke forsøger at angribe Jonas Vingegaard.

Sådan sagde den slovenske superstjerne ved et pressemøde mandag, inden de afgørende dage i årets Tour de France.

De sidste bjergslag skal udkæmpes i Pyrenæerne, og den dobbelte Tour de France-vinder har ikke tænkt sig at have nogen form for medlidenhed med den gule trøje.

Der skal angribes, og der skal angribes meget.

Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Foto: PAPON BERNARD
Vis mere

»Jonas er mere end 2 minutter og 20 sekunder foran mig, så han er den største favorit,« sagde Tadej Pogacar, da B.T. spurgte ham ind til styrkeforholdet mellem de to stjerner.

»Men jeg tror stadig, at top-6-rytterne kan komme på podiet eller endda i den gule trøje. Meget kan gå galt på en dag, og man kan miste meget tid. Jonas har dog en fordel.«

Siden Jonas Vingegaard angreb Tadej Pogacar og tippede styrkeforholdet til sin fordel på Col du Granon, har danskeren været klistret til Pogacars baghjul.

Noget, Ineos-profilen Geraint Thomas har rost Vingegaard for, og som han mener vil »såre Pogacar psykisk«.

Det har dog ifølge sloveneren selv kun gjort sejrstørsten endnu større.

»Det giver mig mere motivation. Jonas er den, man skal slå. Han er super stærk. På Alpe d'Huez fulgte han mig, men hvis jeg havde haft lidt mere selvtillid, havde jeg måske vundet noget tid,« forklarer Tadej Pogacar.

Hvordan gør han så bedst det?

Det lader i hvert fald ikke til, at UAE-stjernen er i tvivl om, hvorvidt der skal køres offensivt, men de seneste døgn er der også blevet spekuleret i, om han og UAE-holdet burde alliere sig med Ineos og Geraint Thomas.

For ti dage siden sejrede Tadej Pogacar ved Super Planche des Belles Filles i den gule trøje, foran Jonas Vingegaard. Nu er styrkeforholdet ændret.
For ti dage siden sejrede Tadej Pogacar ved Super Planche des Belles Filles i den gule trøje, foran Jonas Vingegaard. Nu er styrkeforholdet ændret. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Ifølge sidstnævnte kom Pogacar nemlig over til ham under løbet for at lufte ideen.

»Jeg ser det ikke som en alliance. Men de er i en god position med tre ryttere i topti (Geraint Thomas, Adam Yates og Tom Pidcock, red.). Hvis de angriber, er det godt for mig, for så er Jumbo nødsaget til at svare. Lige nu ser Ineos dog ud til at køre for podiet og holdkonkurrencen,« siger Pogacar.

»Jeg ved ikke lige med en alliance. Jeg vil køre mit eget løb med mit hold, og så vil jeg gøre mit bedste.«

Inden de sidste dage i Touren har både Jumbo-Visma og UAE sagt farvel til to ryttere.

Dermed er styrkeforholdet lige inden de afsluttende etaper, mener Tadej Pogacar, der også er blevet klogere på, hvorfor Jonas Vingegaard lykkedes med at sætte ham på 11. etape.

Pogacars nedtur var scener, man aldrig har set i den tid, sloveneren har været professionel.

»Jeg svarede på mange angreb på Col du Galibier (der kom inden Col du Granon, red.). Det tog meget energi. Jeg skulle sprinte i bund ti gange for at lukke et hul, og i den tid skulle Vingegaard og Roglic kun gøre det fem gange hver,« siger Pogacar.

»De lavede halvt så mange som mig. Jeg tror, at jeg dræbte mig selv lidt dér, og måske jeg manglede brændstof i tanken.«

På søndag ved vi endeligt, at Tour de France anno 2022 skriver sig ind i cykelhistorien som det måske flotteste kapitel i dansk cykelsport.

Slaget er langtfra ovre.