Søndag fik Jonas Vingegaard spørgsmålet. Og mandag var det så Tadej Pogacars tur.
For på Tourens anden hviledag holdt UAE-holdet nemlig virtuelt pressemøde for den slovenske superstjerne.
Og her blev han – ligesom sin danske rival – forholdt den dopingskepsis, som nogle bringer på banen hvert år.
Men ligesom den danske Jumbo-kaptajn, så tog Pogacar dopingspørgsmålet relativt roligt.

»Jeg forstår dem (skeptikerne, red.). Og jeg får spørgsmålet hvert år til Touren. Jeg synes ikke, der er nogen forskel fra de to andre år. Jonas og jeg er de bedste, men jeg vil ikke sige, at vi sætter alt ind på alle etaper,« lød det fra sloveneren.
Han kan dog godt se, at de to cykelstjerners ekstreme dominans sætter gang i tankerne hos folk.
»Jeg forstår, at folk stiller spørgsmålstegn ved det på grund af det, der skete før i tiden. Nogle kommer aldrig over det, og det forstår jeg godt,« afsluttede Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaards svar på søndagens pressemøde var da også tæt på identisk med det, der kom ud af munden på sloveneren mandag eftermiddag.
»For at være ærlig, så forstår jeg fuldt ud, at folk er skeptiske. Og jeg tror, at vi skal være skeptiske på grund af det, der er sket førhen. Ellers tror jeg bare, at det sker igen,« lød det fra den danske Tour-stjerne med et smil, inden han til sidst slog én ting fast:
»På den måde forstår jeg 100 procent de spørgsmål, vi får, om det. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke tager noget.«
Du kan følge alt om årets Tour de France i B.T.s liveblog LIGE HER.



