Jonas Vingegaard blæste en god portion cykelkloge hoveder bagover – og måske en række tilskuere omkuld – da han slet ikke havde problemer med at stryge efter Tadej Pogacar i finalen på søndagens Tour-etape.

Danskeren så voldsom overlegen ud i et terræn, der burde være slovenerens legeplads, og derfor havde han – på sin egen jyske facon – svært ved at få armene ned.

»Det var vigtigt at se, hvor jeg stod henne. Vigtigt at jeg kunne følge med. Det var nok en af de dage vi frygtede jeg kunne tabe tid,« lød det fra Jonas Vingegaard, der nærmest tog fusen på sig selv og sit eget Visma-hold.

»Vi tænkte også, at jeg ville tabe noget tid her i starten, men nu er jeg i samme tid som Pogacar. Det er en sindssyg god start for os. Det giver forhåbninger til resten af Tour de France.«

Jonas Vingegaard veg ikke mange centimeter fra Tadej Pogacars baghjul på den frygtede 2. etape.
Jonas Vingegaard veg ikke mange centimeter fra Tadej Pogacars baghjul på den frygtede 2. etape. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Op til Touren er der skrevet stolpe op og stolpe ned om fiskepakkerens frygtelige optakt efter de omfattende skader, han pådrog sig i Baskerlandet Rundt.

Men faktisk var han overrasket over sig selv – og ikke Tadej Pogacar under den bagende –italienske sol.

»Jeg er mere overrasket over min egen styrke, end over hans niveau. Jeg havde ikke forventet at være så god og på det her niveau,« sagde Jonas Vingegaard.

»Søndag var en sindssyg god dag for mig. Jeg er først og fremmest meget stolt af, hvordan jeg er kommet tilbage, men også hvordan jeg har kørt på de to første etaper.«

Det var Jonas Vingegaards yndlings legekammerat, Tadej Pogacar, der trykkede på knappen og fik det hele til at sprænge i luften på San Luca-stigningen.

Men UAE-stjernen havde – nok som den eneste her på jordkloden – forventet at se Jonas Vingegaards vilde niveau.

»Det var et godt angreb, jeg var glad for, at jeg eksploderede rivalerne lidt, men Jonas var stadig ret hurtig,« lød det fra Tadej Pogacar.

»Han var virkelig hurtig til at sidde i mit hjul, men det er ingen overraskelse for mig, at han kunne følge med.«

Mandag er der formentlig våbenhvile mellem de to, når tredje etaper skriger langt væk af en dag for sprinterne.

'Touren på bagsædet' giver dig hver dag skarpe analyser fra det faste panel og deres to kommentatorer under Touren – Bjarne Riis og Johan Bruyneel – samt de mest tabloide fortællinger fra feltet.

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: