Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.


»Fem timer efter, jeg stod på podiet, sad jeg alene. Hele min verden var kollapset. Heldigvis kunne jeg ikke finde et reb på værelset, ellers havde jeg ikke været her nu.«

Den danske cykelstjerne Michael Rasmussen er få dage fra sit livs sejr, da alt pludselig ramler omkring ham 25. juli 2007.

I takt med at danskeren har udbygget sin samlede føring i Tour de France og styrer mod den helt store triumf, tager rygterne om hans såkaldte 'falske whereabouts' til i styrke.

Rasmussen påstår, at han har været på træningslejr i Mexico op til Touren, men flere – heriblandt den tidligere italienske toprytter Davide Cassani, der under Touren er tv-kommentator – har spottet ham træne i Italien.

Det er suspekt, for dopingmistanken hænger i forvejen og dingler faretruende over Rasmussens hoved som et damoklessværd – for danskeren har allerede før Touren forbrudt sig mod cykelsportens regler om meldepligt, og de skeptiske blikke har været fastlåst på ham siden løbets start.

Presset vokser, og Michael Rasmussens forklaringer smuldrer time for time.

Og om aftenen 25. juli – efter at Rasmussen reelt har sikret sig Tour-triumfen med en episk etapesejr på toppen af Col d'Aubisque – styrter korthuset endegyldigt sammen.

»Vi er næsten lige kommet tilbage til hotellet efter etapen og har stadig ikke fået aftensmad, da Theo de Rooij (sportsdirektør på Rabobank, red.) trækker mig til side. Han ligner en mand på randen af et sammenbrud, da han beder mig om at gå op på værelset og pakke mine ting,« forklarede Rasmussen til B.T.s udsendte i 2007.

»Da jeg er i gang med at pakke kufferten, går døren op, og han nærmest skriger ind i hovedet på mig, at jeg ikke har gjort det hurtigt nok.«

Hans hollandske hold, Rabobank, kyler danskeren ud af Touren, da han 'har forbrudt sig mod holdets etiske regler'.

Og Michael Rasmussen ved godt, at han har 'fucket up', da han står på værelset på Hotel Mercure i Pau og overvejer at gøre en ende på det hele.

Faktisk har den frygtelige tanke allerede strejfet ham, da han bliver fragtet til hotellet i én af Rabobanks servicebiler.

»På den anden side af vejen kørte der hele tiden lastbiler forbi os. Det havde været nemt at hive fat i rattet, og så ville det forfærdelige mareridt have været overstået,« har Michael Rasmussen senere udtalt til den hollandske avis De Telegraaf.

Men så vidt går det lykkeligvis aldrig – og i stedet kan Rasmussen sidde der på hotelsengen og bande over, at han ikke havde grebet telefonen og ringet til Davide Cassani efter tystys-træningsturen i Italien.

»Jeg har også ærgret mig over, at jeg ikke bare ringede ham op og sagde: 'Hold nu kæft',« har han senere fortalt til Politiken.

»Davide Cassani er en kæmpe harddisk, der ligger fyldt med viden, som han aldrig nogensinde har tømt over for nogen. Han har aldrig indrømmet over for nogen, at han har taget doping selv. Han har vundet, jeg ved ikke, hvor mange cykelløb i Italien – nogle af de hårdeste cykelløb. Han har været professionel i 15 år, så han kender det miljø indefra. Og hvis jeg havde bedt ham om at tie stille, jamen, så havde han da gjort det. Det har han selv fortalt mig.«

Den aften på Hotel Mercure i udkanten af Pau i det sydvestlige Frankrig døde Michael Rasmussens karriere. Nogle år senere indrømmede han et omfattende dopingmisbrug. Og det var en lettelse.

»Det betød jo, at jeg ikke længere skulle holde den del af mit liv hemmeligt. Og det har været en stor befrielse, at jeg rent faktisk kan sidde her som en af de få cykelryttere og tale helt åbent om, hvad jeg har gjort i fortiden,« fortalte Kyllingen fra Tølløse til TV 2 i 2017.

Andre læser også