Lyt til artiklen

Verdens bedste lead-out mand i verdens største cykelløb hylder »verdens bedste publikum«.

Michael Mørkøv, den rutinerede dansker på Quick Step-holdet, har kun ros tilovers for de danske fans.

Og lørdag gik særligt én hyldest rent ind hos både tv-seere og kommentatorparret, Dennis Ritter og Rolf Sørensen: hyldesten af den afdøde tv-kommentator Chris Anker Sørensen.

Før han blev kommentator, var han holdkammerat med Michael Mørkøv. Og midt i Tour-cirkusset og koncentration på kogepunktet var der alligevel overskud fra Mørkøv til at tænke på sin gamle ven:

»Det danske publikum savner Chris lige så meget som mig selv,« siger han til B.T.

»Det er virkelig flot, han bliver hyldet, som han gør derude med billeder og navn malet på vejen. Det er meget flot,« fortsætter Mørkøv om de tusindvis af steder, hashtagget #forchris og Anker Sørensens navn var kridtet ned i asfalten.

Når du overhovedet at bemærke det, mens du kører?

»Det er absolut noget, jeg har lagt mærke til undervejs,« kommer det hurtigt.

Det blev til to ud af tre sejre til 'the Wolfpack', som det belgiske hold kalder sig – men for Mørkøv blev det tre ud af tre dage med masser af tilråb, opmærksomhed og ros.

Denne gang var det bare på modersmålet.

»Der kommer nok lidt mindre opmærksomhed de næste par dage,« lyder det med et smil fra Michael Mørkøv om tre dage på hjemmebane i verdens største cykelløb.
»Der kommer nok lidt mindre opmærksomhed de næste par dage,« lyder det med et smil fra Michael Mørkøv om tre dage på hjemmebane i verdens største cykelløb. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg får nok lidt mere fred de næste par dage,« lød det smilende fra Mørkøv.

»Ej, jeg kommer til at savne alle de danske fans. Jeg er meget nysgerrig på deres beregninger, når de skal finde ud af, hvor mange der har været på ruten og set løbet,« fortsætter han om den enestående oplevelse.

Lørdag på Storebæltsbroen var benene ikke sublime, og det gjorde det svært at nyde oplevelsen. Men søndag i Jylland var der ting, der brændte sig fast på nethinden.

Derfor var det måske meget godt med en tidlig hviledag til at suge de mange indtryk til sig.

»Der er i hvert fald en masse fantastiske billeder. I de små landsbyer, som vi passerede, var der tusindvis af mennesker,« slutter Michael Mørkøv.