Jonas Vingegaard skal køre Tour de France i 2023.

Det bekræfter hans hold, Jumbo-Visma, ved deres holdpræsentation i Amsterdam.

De har holdt planerne tæt til kroppen de sidste mange måneder, men nu er det officielt.

Jonas Vingegaard skal forsøge at forsvare sin Tour de France-sejr, når verdens største cykelløb køres i 2023.

Jonas Vingegaard smadrede alt og alle i Tour de France i år, inden han kunne lade sig hylde på podiet i Paris.
Jonas Vingegaard smadrede alt og alle i Tour de France i år, inden han kunne lade sig hylde på podiet i Paris. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

»Jeg er glad for, at jeg kan komme tilbage til Tour de France og give det et skud. Det er selvfølgelig anderledes at komme tilbage til Touren nu,« siger han ved holdpræsentationen.

»Om der er mere eller mindre pres på, ved jeg ikke. Hvis jeg ikke vinder det igen i min karriere, kan jeg stadig sidde ned og være stolt af, hvad jeg har gjort,« fortsætter Vingegaard, der var glad for at have sin holdkammerat, sloveneren Primoz Roglic ved sin side undervejs i Touren.

Det ændrer sig næste år, for Jumbo-Visma bekræfter desuden, at holdets anden Grand Tour-stjerne skal køre Giro d'Italia i maj.

Sloveneren skal efter planen ikke køre Tour de France.

Dermed bliver danskeren klar kaptajn på det hollandske storhold, der endnu en gang forventes at skulle kæmpe med Tadej Pogacar om sejren.

Næste år starter Touren i Baskerlandet i Spanien, og allerede i den første uge skal feltet over hårde stigninger i Pyrenæerne.