Medmindre du er en af dem, der går op i cykelsport, havde du formentlig aldrig hørt om Jonas Vingegaard før Tour de France.

Men med ét har verden fået øjnene op for den 24-årige Jumbo-Visma-rytter, der pludselig er blevet kaptajn for et af Tour-feltets største hold, efter at kaptajn Roglic er udgået.

»Jeg har stået lidt i skyggen af Primoz, og det har jeg faktisk altid foretrukket. Det er ikke muligt lige nu. Nu får jeg min egen chance. På den ene side er det mega ærgerligt, at han er udgået, men på den anden side er det også en stor chance for mig,« siger den danske cykelrytter.

Efter et par dages omstilling er slagplanen hos Jumbo-Visma klar. Holdet skal støtte det danske stortalent i jagten på et stort resultat i det samlede klassement.

Jonas Vingegaard har fået lov til at køre i den hvide ungdomstrøje, der egentlig burde sidde på Tadej Pogacars skuldre. Men sloveneren bærer i forvejen den gule trøje.
Jonas Vingegaard har fået lov til at køre i den hvide ungdomstrøje, der egentlig burde sidde på Tadej Pogacars skuldre. Men sloveneren bærer i forvejen den gule trøje. Christophe Ena

I skrivende stund – og det er vel at mærke første gang, at Jonas Vingegaard kører Tour de France – ligger han nummer fire.

»Jeg får støtte fra holdet. De andre vil få lidt frihed stadigvæk, men jeg vil stadig få en masse støtte fra holdet, der står 100 procent bag mig,« forklarer han.

Vingegaards kørsel hidtil har kastet adskillige roser af sig, og det må man bare sige er ganske fortjent.

En fabelagtig enkeltstart endte med en tredjeplads til danskeren, der også er kørt med de bedste – altså med undtagelse af urørlige Pogacar – på bjergrige etaper.

»Jeg prøver mest af alt ikke at tænke på al den opmærksomhed, jeg får. Jeg læser ikke nyheder af samme årsag, for så ved jeg, at danskerne får mange forventninger til mig. Det er bedst for mig ikke at læse det,« fortæller Jonas Vingegaard.

»Så snart jeg læser, at der er nogen, der tænker, at jeg kan køre på podiet eller kan lave et godt resultat, så kan det være, at det gør noget ved mig mentalt. Jeg gider ikke tage den chance. Jeg har lært fra mig selv, at det er bedre bare at lade være og fokusere på mit løb. Alt sådan noget med sociale medier, det holder jeg mig egentlig fra.«

Det er ikke kun medier i Danmark og verden over, der har fået øjnene op for Jonas Vingegaard.

Den klejne mand fra Glyngøre har også fået lykønskninger i både øst og vest i det franske Tour-felt.

»Der er en del, der har været ovre og sige 'godt kørt', specielt danskerne. Jeg har fornemmelsen af, at de allesammen hepper på mig, det er fedt. Det virker ikke, som om de har høje forventninger, men de er glade på mine vegne over, at jeg gør det godt,« fortæller det unge stortalent.

Samtidig afslører han, at der også har været endnu større stjerner ovre hos ham.

Blandt andre den største af alle, Tadej Pogacar.

»Der har også været stjerner ovre og sige tillykke, specielt efter min enkeltstart. Der kom en del over og sagde, at det var godt kørt. Det er jeg glad for, at folk lægger mærke til. Richie Porte var henne ved mig, og Pogacar har også sagt til mig, at det var godt kørt.«

Jonas Vingegaard kørte en kanon enkeltstart, hvor han blev nummer tre.
Jonas Vingegaard kørte en kanon enkeltstart, hvor han blev nummer tre. CHRISTOPHE ENA

Med 12 etaper tilbage er der stadig langt til podiet i Paris, men Vingegaards start har i hvert fald givet forhåbninger om, at han kan opnå noget stort – rigtig stort endda.

Men der skal køres klogt, og vi skal ikke forvente at se de helt store offensive ryk fra Jumbo-Visma-rytteren foreløbig.

»Jeg vil prøve at spare mig så meget som muligt, jeg skal ikke ud i lange togter og store angreb. Lige nu forsøger jeg at følge med, og hvis man har en god dag, vil man prøve at snuppe noget tid fra de andre.«

Ydmyg og genert er to ord, der passer rigtig godt på Jonas Vingegaard. Egentlig ville han også helst slippe for pressen, selvom han høfligt og behageligt tager sig tid til at svare på journalisternes spørgsmål.

Det virker bare ikke til at ligge til ham at tale om sig selv. Til gengæld vil han gerne indrømme én ting. Han er overrasket.

»Jeg er da forbløffet. Selvfølgelig havde jeg håbet på, at jeg ville være godt kørende i Touren, men at ligge nummer fire på første hviledag, det synes jeg er ret vildt. Det må jeg indrømme,« siger Jonas Vingegaard.

»Jeg har heller ikke været hjemme i to måneder. Så det kræver også sine ofre.«