Den norske sprinter Søren Wærenskjold (Uno-X) slog sig, da han styrtede på tirsdagens etape i Tour de France.

Men den norske sprinter meldte sig klar til at dyste om sejren på onsdagens 11. etape, og han virkede i massespurten ikke spor hæmmet efter mødet med asfalten dagen forinden.

Wærenskjold åbnede sin spurt meget tidligt og trådte så hårdt i pedalerne, at ingen kunne følge med.

I spurten slog han topsprinterne Olav Kooij og Jasper Philipsen, der var tættest på at true etapevinderen. Senere blev Philipsen deklasseret fra nummer 3 til 119 af arrangørerne.

Dermed blev Wærenskjold den syvende nordmand til at vinde en etape i Touren.

Mads Pedersen blev nummer 11 i spurten, og han kom aldrig i spil til sejren, da han blev klemt godt inde af en del ryttere på opløbsstrækningen.

For Mads Pedersen handlede det om at forsvare den grønne pointtrøje, og det lykkedes.

På den indlagte pointspurt efter 28 kilometer endte Mads Pedersen en enkelt placering foran sin nærmeste konkurrent, Biniam Girmay.

De fleste point var dog taget af en række udbrydere, blandt dem var Anthon Charmig (Uno-X).

I kampen om den grønne pointtrøje har Mads Pedersen 43 point ned til Girmay på andenpladsen.

Onsdagens etape var flad og bød på 161 kilometer fra startbyen Vichy og frem til målbyen Nevers.

Ruten lagde i den grad op til en massespurt, og sådan forløb etapen også trods et udbrud på fire ryttere, der senere blev reduceret til tre mand.

I kvartetten var blandt andre Charmig, og han arbejdede hårdt hele dagen for at holde feltet bag sig.

Derfor hjalp det ikke, at Julian Alaphilippe (Tudor) faldt fra i udbruddet, så der kun var tre ryttere tilbage.

Med lidt over fem kilometer tilbage blev Charmig og co. hentet, inden sprinterne overtog showet. Charmig blev kåret som etapens mest angrebsivrige rytter.

RITZAU