Mathias Norsgaard Jørgensen skal det kommende år køre i en dannebrogstrikot, når han deltager i en enkeltstart, men Tour de France skal han ikke deltage i.

Torsdag vandt han DM, da han var hurtigst af alle på den næsten 40 kilometer lange rute i og omkring Aalborg, men det var ikke en udpræget DM-vinder, der gav interview til TV 2 efter sejren.

»Jeg har haft så meget stress på, jeg har råbt og skreget. Jeg er frustreret over, at jeg ikke skal køre Tour de France. Det er et rimelig godt signal at sende. Jeg forstår ikke noget, jeg var bange for, at jeg ville få tæsk af de andre,« siger en noget omtumlet DM-vinder.

Kasper Norgsaard, som triumferede kun nogle få timer efter at hans søster, Emma Norsgaard, havde vundet kvindernes enkeltstart, fortæller om problemer med at nå frem til startområdet, som en af årsagerne til, at han havde været stresset op mod, at han skulle starte løbet.

Mathias Norsgaard Jørgensen ude på ruten ved DM i enkeltstart i Aalborg torsdag den 23. juni 2022. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Mathias Norsgaard Jørgensen ude på ruten ved DM i enkeltstart i Aalborg torsdag den 23. juni 2022. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Han siger også, at han er træt af ikke umiddelbart at skulle køre Tour de France, som starter i Danmark for sit hold, Movistar. Her er han førstereserve til at komme med på holdet. Han håber, at sejren i DM sender et signal til holdet, om at han er klar.

Mathias Norsgaard Jørgensen kom mål i tiden 46 minutter og 25 sekunder. Det var syv sekunder hurtigere end både Magnus Cort og Mattias Skjelmose Jensen på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Under et sekund adskilte Corts og Skjelmoses tider.

Det er første gang, Mathias Norsgaard Jørgensen vinder DM i enkeltstart, og samtidig hans første sejr nogensinde som professionel.

Kasper Asgreen har siddet tungt på DM i enkeltstart med tre sejre i træk fra 2019 til 2021. Men det stod på forhånd klart, at han ville blive skubbet af tronen torsdag. Quick-Step-profilen var nemlig slet ikke med.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Asgreen deltager ikke ved DM - i hverken enkeltstart eller linjeløbet søndag - på grund af småskavanker efter sit styrt i Schweiz Rundt for nylig.

En anden forhåndsfavorit, den tredobbelte U23-verdensmester i disciplinen Mikkel Bjerg, deltog heller ikke. Han ragede corona til sig under sidste uges Slovenien Rundt.

Mathias Norsgaard Jørgensen er ikke udtaget til at skulle køre Tour de France for sit hold, Movistar.

Han kommer dermed ikke til at vise de røde og hvide farver frem, når verdens største cykelløb næste fredag sættes i gang med en enkeltstart i København.