Det er en historisk bedrift, når Jonas Vingegaard søndag aften står øverst på podiet i Paris.

Men allerede nu kan den stille klatrer fra Glyngøre begynde at høste frugterne af det foreløbige arbejde i Tour de France. Fra morgen til aften er han de seneste 11 dage blevet eksponeret i den gule trøje i klodens største cykelløb, og det har sparket døren ind til mulige kommercielle samarbejder i millionklassen.

Det vurderer brandingekspert og sponsorrådgiver i dentsu X, Simon Bastiansen.

»Man behøver ikke at have gået på CBS for at kunne se, at det her er kæmpe, kæmpe stort for hans brandingværdi. Hans værdi er eksploderet med den her succes, og så er 10.000 kroner-spørgsmålet så, hvad han er værd.«

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

»Det er bare ikke lige til at svare på, for det er købmandsskab, men jeg vil kalde hans nuværende situation for priceless, for alle vil have en bid af ham. Vælger han så at indgå samarbejder, så bliver det stensikkert i millionklassen og nu hvor han vinder Touren, begynder sponsorpengene at rulle hurtigt,« siger Simon Bastiansen til B.T. og peger på, at en typisk aftale med cykelryttere er bundet op på præstationer.

Tager man et kig på Jonas Vingegaards sociale medier, flyder det endnu ikke over med indhold, betalte samarbejder og sponsorater – men det kan ændre sig meget snart.

For selv om Jonas Vingegaard er et stille gemyt, så er den jyske cykelstjerne en type, der kan appellere bredt – meget bredt.

»Han er jo indbegrebet af at være professionel, og så er han en dygtig sportsmand. Det kan virksomheder godt lide at spejle sig i. Oven i det er han en familiefar, der sætter venner og familie over alt. Han har ikke nogen skandaler, er ikke taget for doping, sidespring eller skattesnyd.«

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Så han er den lidt stille type, men han appellerer alligevel til et bredt publikum, hvor cykelfans og drengerøvene er vilde med ham sportsligt, mens han også appellerer til det kvindelige publikum, fordi han er så dedikeret over for sin familie og datter. På den måde åbner det op for rigtig mange brands.«

En fremtid med store samarbejder kræver dog, at Vingegaard tager et opgør med sin ageren på sociale medier.

»Skal han være en international, global stjerne, så skal hans sociale medier være i kog. Lige om lidt er Tour de France færdig, og der skal hans brand leve videre. Det er en del af gamet, og det skal han lære eller have folk til at hjælpe sig med i højere grad.«

Simon Bastiansen er dog ikke sikker på, at Jonas Vingegaard kommer til at sige ja tak til millionerne, der ligger og venter i indbakken.

»Når man tager private sponsorer ind, så ved man, at det koster noget tid. Man skal måske bruge en dag eller to på optagelser og stille op til det ene og det andet. Han har ikke meget fritid, så det kan godt være, han vil bruge de dage på familie og venner og så sige, at han får rigeligt betalt gennem Jumbo-Visma.«

Du kan følge Jonas Vingegaards sidste kilometer i gult gennem de parisiske gader i B.T.s store Tour-liveblog.