Magnus Cort har hele sæsonen troet, at han skulle køre Tour de France. Men manglende resultater de seneste uger fik EF Pro Cycling-holdet til at skifte mening, og det er hovedpersonen selvsagt ikke tilfreds med.

»Jeg er meget skuffet. Jeg følte mig klar, så det er meget irriterende,« siger Magnus Cort til B.T.

Magnus Cort kørte for få uger siden de tre store italienske klassikere uden nogen form for succes. Først stod han af i Strade Bianche, så sluttede han som nummer 101 i Milano-San Remo, og til sidst sluttede han uden for tidsgrænsen i Lombardiet Rundt.

»Jeg havde godt på fornemmelsen, at jeg sad løst i sædet efter de løb.«

Magnus Cort har ikke fået en konkret begrundelse for fravalget, men han er overbevist om, at holdet ikke tror på hans nuværende formkurve. Cort er dog uenig og påpeger, at han føler sig i fin form.

Formen har han haft mulighed for at vise frem den seneste uges tid. Han er netop vendt hjem efter en træningslejr med sit hold.

En træningslejr, der blev spoleret af beskeden, som han fik, flere dage før den sluttede. Derfor har det også været meget svært at bearbejde skuffelsen for den 27-årige dansker.

»Jeg blev ofte mindet om det, da jeg gik iblandt de andre. Skuffelsen kom meget i bølger.«

Nu er der pludselig rokeret gevaldigt rundt i Magnus Corts kalender.

Hvor han førhen skulle følge året til dørs med flere af forårsklassikerne, enten Ardennerne eller brostensløb, som primært køres i oktober, kan det nu være, han igen skal til Italien for at køre cykelløb.

»Nu skal jeg først køre Tirreno-Adriatico i september, og så håber jeg, at jeg får lov til at køre Giro d'Italia. Det er ikke på plads endnu, men jeg vil rigtig gerne.«

Selv om Magnus Cort endnu ikke har fået et ordentligt gennembrud på sit hold, EF Pro Cycling, så har han allerede fået sin første sejr. I januar vandt han 2. etape af løbet Etoile de Bességes. Et løb, hvor han også vandt pointtrøjen.