Cykelrytteren Mads Pedersen (Lidl-Trek) kom søndag meget tæt på at vinde på Champs-Élysées i Paris på sidste etape i Tour de France, men danskeren måtte se Mathieu van der Poel (Alpecin) køre med sejren.

– Jeg kørte en ganske fornuftig spurt, men van der Poel var exceptionel, og han er en lirens (så godt som noget kan blive, red.) vinder på Champs-Élysées, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport.

Mathieu van der Poel sad i udbrud med den samlede vinder, Tadej Pogacar (UAE Emirates), men en kilometer fra målstregen havde duoen blot fem sekunder ned til forfølgerne.

Da Pogacar måtte slippe van der Poels hjul, var det Mads Pedersen, der jagtede hollænderen, som akkurat holdt frem til målstregen.

Mads Pedersen blev kort før mål også overhalet af Mathieu van der Poels Alpecin-holdkammerat Jasper Philipsen fra Belgien.

Det var netop Jasper Philipsen, som Mads Pedersen frem til næstsidste etape udkæmpede en duel med om den grønne pointtrøje.

Den konkurrence trak Mads Pedersen sig sejrrigt ud af med samlet 559 point, mens Jasper Philipsen hentede 475 point.

Derfor var der efter søndagens etape hyldest til Mads Pedersen, som både blev hyldet for Lidl-Treks sejr i holdkonkurrencen og for sin pointtrøje.

- Efter et par mislykkede forsøg så er det specielt og dejligt. Det er et ekstremt flot podie at stå på. Vanvittigt, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport.

Han har nu vundet pointtrøjen i alle tre grand tours, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana.

RITZAU