Når Jørgen Leth sætter sig i en blød sofa i tv-studiet for at dække Tour de France anno 2022, er det 52 år siden, han dækkede løbet for første gang.

Den ikoniske Tour-skikkelse har prøvet det hele – at følge det på den ene og den anden måde, at blive fyret, at blive genansat, og nu også at følge det for to forskellige tv-stationer.

Men hvad cykelconnaisseuren ikke har prøvet, er at dække en Tour-start i Danmark.

For første gang i historien lægger verdens største cykelløb vejen forbi de danske landeveje, til Tourens nordligste start nogensinde.

I første omgang var Jørgen Leth ikke begejstret for en Tour-start i Danmark. Men han har ændret mening.
I første omgang var Jørgen Leth ikke begejstret for en Tour-start i Danmark. Men han har ændret mening. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

Noget, der begejstrer Jørgen Leth – men ikke det største han har prøvet i løbet af sit halve Tour-århundrede.

»Det er ikke en kulmination som sådan, men jeg er glad for, at det starter i Danmark,« fortæller Jørgen Leth til B.T.

»Jeg kan ikke blive træt af Touren. Jeg følger meget med. Jeg ved, hvem jeg kan lide, og hvem jeg ikke kan lide.«

Gennem sin karriere har Jørgen Leth dækket storløbet mere end 35 gange, og han har sat sit tydelige aftryk på løbet.

Danskerne har været vant til at få den nasale klang blæst ud gennem fjernsynets højttalere, og hans enorme bidrag har bevirket, at Tour de France er blevet et af årets højdepunkter for danskerne.

»Jeg ved endda også, at jeg har spillet en vis rolle i formidlingen af forståelsen af, at Danmark er et vigtigt land for Tour de France. Jeg har kendt alle dem, der har været impliceret i det – politikere, ledere. Det er et stort øjeblik at få Touren til Danmark, det er indlysende. Men det er ikke det største. Det er måske bestemte løb, jeg har været særligt vild med,« siger Jørgen Leth.

Selvom cykelturen rundt i Frankrig har betydet uendeligt meget i den 85-årige kommentators liv, var det ikke udbredt entusiasme, han blev ramt af, da han hørte om en potentiel Tour-start i Danmark.

Faktisk snarere en hård skepsis.

»I begyndelsen tænkte jeg, at det var for langt ude at starte i Danmark – det løb skal jo være i Frankrig,« erkender Jørgen Leth.

»Men da det først gik op for mig, hvor meget der er sat ind på det, så syntes jeg, at det var en god idé. Så jeg støtter det fuldt ud. Jeg er glad for, at det sker.«

Selvfølgelig forbinder Jørgen Leth Tour de France med adskillige ting. Mytiske togter, en gul trøje, enorme bjerge, fransk kultur og alt muligt andet.

Dog er det en helt anden ting, der fylder, når Jørgen Leth igen er tilbage blandt Tour de France-følget.

»Gensynsglæde og trofasthed over for ens venner i løbet. En stemning af særlig interesse. Det er altid det, der betager mig ved Tour de France. Man møder de samme år efter år, omfavner hinanden og er glad for, at Tour de France starter igen,« siger Jørgen Leth – der for første gang er tilknyttet en anden kanal end TV 2, når han skal deltage i Discoverys dækning – og fortsætter.

»Det er det vigtigste. Det dér gensyn. Kammeraterne, der er de samme. Det kan jeg godt lide. Jeg vil også savne Rolf (Sørensen, red.) og Dennis (Ritter, red.), som jeg kommenterede med. Det er klart. Det kan ikke være anderledes.«

Nu er det lige om lidt, at den gule feber rammer Danmark.

At landevejene bliver malet gule, oversprayes med tekster, at landet pyntes op, og at tilskuerne står i hobevis i vejkanten.

Jørgen Leth interviewer her Bjarne Riis under Tour de France i 1998.
Jørgen Leth interviewer her Bjarne Riis under Tour de France i 1998. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Men det er også nu, at Danmark rammes af den vildeste trafikdag i et kvart århundrede, at det formentlig bliver tæt på umuligt at få parkeringspladser i København, og at den massive logistiske kabale skal gå op.

Spørger man Jørgen Leth, er der dog ingen tvivl om, hvad danskerne skal fokusere på, når feltet kommer på besøg.

»Jeg synes, de skal glæde sig over, at så stor en begivenhed kan lave en fest i Danmark. Jeg synes, at de skal glæde sig over, at landskaberne og byerne kan tilbyde så fantastiske steder som rute. Det er min indstilling til det,« understreger han.

»At det bliver et smukt syn, både enkeltstarten i København, men også etaperne ved Veddinge Bakker og på broen. Jeg synes, at man skal være taknemmelig for, at det kan lade sig gøre – og ikke brokke sig over det.«

Jørgen Leth skal dække løbets tre danske etaper, hvor han vil sidde i studiet i målbyerne København, Nyborg og Sønderborg. Derudover deltager han i 21 optaktsprogrammer med cykelekspert og forfatter Bastian Emil Goldschmidt.